Forsvaret brugte knap 400.000 kroner på at få fløjet kongen til OL

23. SEP 2024 • 13:25INDLAND/KRIMINAL

Kongen fløj denne sommer til Frankrig for at se OL-håndboldfinale. Flyturen kostede Forsvaret 392.000 kroner.

Det kostede Forsvaret 392.000 kroner at chartre et fly, der fragtede kong Frederik og kronprins Christian til og fra OL i Frankrig denne sommer.

Det viser en aktindsigt i Forsvarets bilag, som Ekstra Bladet har fået.

Ifølge mediet var kongen og kronprinsen i den franske by Lille for at se de danske herrers håndboldfinale-sejr mod Tyskland.

Data fra Flightradar24 viser, at flyet tog turen frem og tilbage fra København samme dag.

Med om bord på flyet var også blandt andre udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, hans hustru samt ministerens privatsekretær.

Egentlig ville Forsvaret have stillet sit eget Challenger-fly til rådighed, hvilket ifølge mediet havde kostet godt 126.000 kroner. Men på grund af en revne i flyet kunne det ikke lade sig gøre.

En korrespondance mellem Forsvarskommandoen og kongens stab viser, at han blev tilbudt en tur med det store danske Hercules-fly.

- Vi kan stille en stor Hercules, eller chartre et civilt fly. Har det interesse?, lød det.

Det ville dog for det første føre til en længere rejse, og flyet skulle muligvis også bruges til en reel øvelse.

Prisen på en tur med et Hercules-fly havde været lidt over 236.000 kroner, skriver Ekstra Bladet.

Mediet har henvendt sig til kongehuset for at høre, om kongen bliver informeret om prisen på sådan en rejse til Frankrig. Det har kongehuset ikke ønsket at kommentere.

De danske håndboldherrer endte med at vinde finalen over Tyskland med cifrene 39-26.

På tv-billeder kunne man efterfølgende se kongen, kronprinsen og udenrigsministeren hilse på de forskellige spillere for at lykønske dem.

Også statsminister Mette Frederiksen (S) var med til at hilse på spillerne efter sejren. Hun var dog ikke med på flyet med kongen, kronprinsen og udenrigsministeren.

Håndboldfinalen den 11. august var ikke den eneste begivenhed under sommerens OL, som kongen deltog i.

Han overværede også, at badmintonspilleren Victor Axelsen sikrede Danmarks første OL-guldmedalje den 5. august.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT