Styrelse vil med korte film starte samtale om organdonation
Sundhedsstyrelsen viser fra tirsdag korte film, der opfordrer danskere til at tage stilling til organdonation.
Organdonation kan være svært at tale om, men vigtigt at tage stilling til.Det er budskabet i Sundhedsstyrelsens nye informationskampagne med en række film, der opfordrer til at snakke med pårørende om organdonation.
Det skriver styrelsen i en pressemeddelelse.
- Undersøgelser viser, at det er tvivl snarere end manglende initiativ, der gør, at nogen ikke får taget aktivt stilling, siger enhedschef Maria Ahrenfeldt.
I den ene film ser man en far og søn ved køkkenbordet, hvor sønnen spørger, om faren har taget stilling til organdonation.
Faren tager sit høreapparat ud, blender det med vand, klumper det sammen til en rund kugle og kaster det ud over en skrænt.
- Jeg kan desværre ikke høre dig, siger faren efterfulgt af en tekst på skærmen, om at organdonation kan være svært at tage stilling til.
Filmene, der varer under et minut, vises fra tirsdag på blandt andet tv, sociale medier og i biografer landet over.
Sundhedsstyrelsens opfordring er, at man tager snakken med sine pårørende om organdonation, søger viden og herefter tager stilling.
- At tage aktivt stilling til organdonation betyder, at man beslutter, om man ønsker at være organdonor, give delvis tilladelse eller ikke ønsker at være organdonor.
- Hvis man ikke selv tager stilling, kan ens pårørende ende med at skulle tage stilling for en i en situation, der i forvejen kan være svær og trist, siger Maria Ahrenfeldt.
Det vigtigste for Sundhedsstyrelsen i forbindelse med kampagnen er, at flere tager stilling - uanset om det er et fra- eller tilvalg af at være organdonor.
- Men det er klart, at der er rigtig mange patienter i Danmark, der venter på et nyt organ. Så selvfølgelig er der fokus på, at de her patienter får et nyt organ, siger Maria Ahrenfeldt.
Men i første omgang handler det om at tage stilling - særligt så familie og pårørende kender til ens ønske.
/ritzau/