Japansk OL-debutant sikrer sig guldhattrick i redskabsgymnastik

5. AUG 2024 • 15:15SPORT

Shinnosuke Oka glemmer næppe sit første OL. Mandag snuppede han sin medalje nummer fire og den tredje af guld.

Den 20-årige OL-debutant Shinnosuke Oka fortsætter med at imponere i redskabsgymnastik ved OL i Paris.

Mandag vandt han guld i reck - også kaldet horisontal barre, og det var japanerens tredje OL-guld.

Tidligere er det også blevet til guld i holdkonkurrencen og allroundkonkurrencen. Desuden vandt han bronze i de parallelle barrer.

I reck blev Oka noteret for en score på 14,533, og det samme fik den 17-årige Angel Barajas fra Colombia.

Men guldet gik til japaneren, da han ifølge dommerne eksekverede sin øvelse bedre, mens sydamerikanerens øvelse faktisk havde en højere sværhedsgrad.

Tang Chia-hung fra Taiwan og Kinas Zhang Boheng delte bronze.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT