Sebastian udgiver album nummer 39
På 55-årsdagen for sin albumdebut udgiver Sebastian plade nummer 39. Musikeren håber på at indspille mange flere.
Egentlig havde Sebastian ikke tænkt sig at lave et nyt album så hurtigt efter det foregående fra 2024.Men sangene strømmede ud af ham, og dem har han nu samlet på sit kommende album, "Den omvendte verden", der udkommer den 29. maj.
Det oplyser den 76-årige sangskriver, der bærer det borgerlige navn Knud Torben Grabow Christensen, i en pressemeddelelse.
Den nye plade er Sebastians 39. studiealbum.
- Jeg har ikke tænkt over at trække mig tilbage, eller om det her er min sidste plade. Men det kan man jo aldrig vide - og skulle det være sådan, er jeg da glad for, at den er god, siger han i pressemeddelelsen og tilføjer:
- Jeg håber nu at indspille mange flere plader. For hvad skulle jeg lave andet end at skrive, spille og synge musik?
I år er det 55 år siden, at Sebastian udgav sit debutalbum, "The Goddess".
Året efter fik han sit store gennembrud med sit andet album, "Den store flugt", der rummede sange som "Når lyset bryder frem", "Hvis du tror du er noget" og "Rose".
Herefter fulgte flere udgivelser - blandt andet albummet "Ikke alene Danmark" med nummeret "Du er ikke alene" på.
I begyndelsen af firserne udgav Sebastian sit 12. album, "Stjerne til støv", der indeholder sange som "Romeo" og "Stille før storm" - et nummer, som Lis Sørensen siden har fortolket.
Under titlen "Tiderne skifter" tager Sebastian sammen med netop Lis Sørensen på fælles turné i begyndelsen af 2027.
- Det er en god periode, og stemmen bliver bedre af at blive brugt. Musikkens cyklus er også svinget tilbage til mig, og det er selvfølgelig utrolig dejligt, siger Sebastian i pressemeddelelsen.
Han har i årenes løb også komponeret musik til en række forestillinger og musicals. Blandt andet til musicaludgaverne af Robert Louis Stevensons roman "Skatteøen" og af Astrid Lindgrens historie om "Ronja Røverdatter".
/ritzau/
