Tivoli udvider koncertrække med flere internationale navne

30. APR 2026 • 07:00INDLAND/KRIMINAL

Lisa Nilsson, Four Tops og The Temptations er på plakaten til koncertkonceptet Lørdagshits i Tivoli.

Der bliver genhør med musik fra 50'erne og 60'erne, når vokalkvartetten Four Tops og soulbandet The Temptations sætter kursen mod København til sommer.

Både Four Tops og The Temptations er på plakaten til koncertkonceptet Lørdagshits i Tivoli og giver dobbeltkoncert 27. juni.

Det annoncerer forlystelsesparken i en pressemeddelelse.

Heri siger Otis Williams fra The Temptations, at han og de andre musikere glæder sig "til at tage ægte Motown-vibes med til København og Tivoli sammen med den gode stemning og alle de sange, som både vi og vores fans elsker".

Four Tops står bag sange som "I Can't Help Myself (Sugar Pie, Honey Bunch)" og "Reach Out I'll Be There", mens The Temptations har kreeret numre som "My Girl" og "Papa Was a Rollin' Stone".

- Jeg kunne ikke have drømt om, at vi stadig ville turnere og spille de her sange for folk, og at radiostationer i et lille nordeuropæisk land som Danmark stadig ville spille vores plader, tilføjer den 84-årige soulsanger i pressemeddelelsen.

Mens både The Temptations og Four Tops kommer fra Detroit i den amerikanske delstat Michigan, er der ikke nær så langt for et af de andre navne, som Tivoli annoncerer torsdag.

Den svenske sangerinde Lisa Nilsson går på scenen til Lørdagshits 15. august, hvor Tivoli har 184-års fødselsdag.

Her vil hun synge sange fra sit nye album og numre fra bagkataloget, der blandt andet tæller "Himlen runt hörnet" og titelsangen "En kort en lang" til den danske komedie af samme navn med Mads Mikkelsen i hovedrollen.

- Tivoli i København har altid haft en helt særlig plads i mit hjerte. Dels på grund af mine barndomsminder og senere minder sammen med min egen familie, men også fordi jeg har haft uforglemmelige koncerter både i Koncertsalen og på Plænen, lyder det fra Lisa Nilsson.

Mens Tivoli i år har 184-års fødselsdag, fylder Poul Krebs 70 i maj måned.

I anledning af den runde dag har musikeren lanceret 70 koncerter. En af dem spiller han til Lørdagshits 1. august.

Også Birthe Kjær, Alberte Winding og The Savage Rose er blandt de danske navne, som optræder til årets omgang Lørdagshits.

Tivoli har allerede afsløret, at det amerikanske funkband Kool & The Gang, der står bag sange som "Celebration", "Get Down On It" og "Ladies' Night", lægger vejen forbi Lørdagshits.

Det er femte gang, at Tivoli afholder Lørdagshits. I år er koncertrækken udvidet med to ekstra aftener, således at der ti lørdage fra 20. juni og frem til og med 22. august vil være musik på Plænen.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT