Dommerchef ser positivt på ny mulighed for rødt kort
Michael Johansen håber, det kan have en præventiv effekt, at spillere kan få rødt kort for at dække deres mund.
Fra og med VM i Nordamerika kan det koste et direkte rødt kort at tildække sin mund i løbet af en fodboldkamp.Det har The International Football Association Board (Ifab), der står for at definere fodboldreglerne, vedtaget.
Den danske dommerchef Michael Johansen er udpræget positiv i forhold til det nye værktøj.
- Ånden bag lovændringen er god, fordi den handler om at få fjernet fornærmeligt upassende sprog, som det hedder i fodboldloven. Det dækker over racisme, sexisme, homofobi og alt det grimme.
Han afventer den præcise regeltekst, og hvordan den kan implementeres i lovbogen, men hæfter sig ved et par formuleringer i de par linjer, som Ifab indtil videre har offentliggjort.
Reglen er således afgrænset til "konfronterende situationer med en modspiller". Man risikerer altså ikke et rødt kort for eksempelvis at videregive en taktisk instruktion til en medspiller.
Desuden lyder det, at det kan - ikke skal - give rødt kort at tildække sin mund. Dommerne skal altså lave et skøn.
- At tage trøjen op for munden giver ikke automatisk et rødt kort. Det vil altid være op til dommeren at se situationerne i en kontekst og vurdere, hvordan tingene hænger sammen.
Sådan er det allerede i de fleste konfronterende situationer, men med den nye regel slipper dommerne for at "gætte" på, hvad der bliver råbt i en konfronterende situation, hvor munden er tildækket.
- Det synlige bevis bliver nu, at hvis man dækker munden, har man tydeligvis behov for at skjule, hvad man siger, og så risikerer man et rødt kort. Det gør det nemmere at ramme de syndere, som begår forseelserne (fornærmeligt upassende sprog, red.).
Reglen er i nogen grad fremprovokeret af en situation fra Champions League i februar. Benfica-spilleren Gianluca Prestianni dækkede sin mund, da han angiveligt sagde grimme ting til Real Madrids Vinicius Junior.
Prestianni fik efterfølgende seks spilledages karantæne - heraf tre betingede - for diskriminerende adfærd, men i kampens hede var det ord mod ord, og Prestianni fik lov at spille videre.
Selv om lignende situationer ikke har været vildt udbredte i dansk fodbold, håber Johansen, at den nye regel har en præventiv effekt.
- Den sender i hvert fald et klart signal om, at det har konsekvenser at overskride grænserne. Til spillerne først og fremmest, men også til lederne i det tekniske felt.
/ritzau/
