Vaccine mod helvedesild kan muligvis forebygge demens og hjerteanfald
Over én million danskere inviteres til forsøg, der skal afklare, om vaccine forebygger demens og hjertesygdom.
Danske forskere vil nu undersøge, om vaccination mod helvedesild kan forebygge demens og hjerte-kar-sygdom.Det skriver Herlev og Gentofte Hospital i en pressemeddelelse.
Over én million danskere modtager i disse dage invitation via e-Boks til at være med i undersøgelsen.
Målet er, at 162.000 personer melder sig til at deltage. Halvdelen vil modtage vaccinen, mens den anden halvdel ikke modtager nogen vaccine.
- Det er det største lodtrækningsstudie med helvedesildsvaccine til dato og anvender nationale sundhedsregistre til at give afgørende indsigt i en eventuelt forebyggende effekt af vaccination, siger professor og overlæge Tor Biering-Sørensen, Herlev og Gentofte Hospital.
Helvedesild er et udslæt, der skyldes genopblussen af skoldkoppevirus.
Det er ikke en farlig eller livstruende sygdom, men den kan ifølge sundhed.dk være meget smertefuld.
Der findes en vaccine mod helvedesild, som vil blive anvendt i forsøget.
Tidligere observationsstudier har ifølge pressemeddelelsen antydet, at vaccination mod helvedesild "potentielt også kunne nedsætte risikoen for hjerteanfald, slagtilfælde og demens".
- Men om der reelt er en sammenhæng, har indtil nu ikke været undersøgt i store, randomiserede kliniske forsøg, fremgår det af meddelelsen.
Randomiseret betyder, at udvælgelsen af de personer, der skal have vaccinen, sker gennem lodtrækning.
Invitationerne til at deltage i studiet sendes til danskere, der er 65 år eller ældre.
Studiet gennemføres af forskere fra Herlev og Gentofte Hospital i samarbejde med Danske Lægers Vaccinations Service, der står for selve vaccinationen.
De første resultater inden for hjerte-kar-området ventes at lande i 2027, mens resultaterne relateret til demens forventes fra 2029.
/ritzau/
