Elever sender dagligt 10.000 beskeder på Aula

30. APR 2026 • 05:30INDLAND/KRIMINAL

575.000 elever er oprettet på Aula. Forældre og medarbejdere ved ikke, hvad elever bruger platformen til.

Danske folkeskoleelever er langt mere aktive på platformen Aula, end forældre og lærere er klar over.

Det viser tal fra kommunernes it-fællesskab Kombit, der har udviklet Aula.

Omkring ti procent af de daglige logins på Aula bliver foretaget af elever, som tilsammen sender cirka 10.000 beskeder om dagen.

At flere skolebørn bruger Aula, stiller krav til platformen.

- Aula har udviklet sig til en naturlig del af skoleelevernes dagligdag. Og når så mange elever bruger Aula, sidder vi med en kommunikationsplatform, der er en form for socialt medie.

- Det betyder også, at vi skal have nogle rammer for brugen af Aula for eleverne, ligesom vi skal være nysgerrige på, hvordan vi kan understøtte deres behov og ønsker til brugen af Aula, siger Mikkel Hedegaard, der er direktør for Borgernære Løsninger i Kombit.

Kombit har for første gang lavet en undersøgelse blandt forældre og medarbejdere i folkeskolen om elevernes brug af Aula.

Her svarer over halvdelen, at de ikke ved, hvad eleverne foretager sig på platformen.

Cirka 575.000 elever er oprettet som brugere i Aula på tværs af landets kommuner.

Mikkel Hedegaard håber, at Aula kan blive et trygt sted for elever at lære, hvordan man agerer og bruger sociale medier.

- Vi har en kommunikationsplatform her, der er dansk, ikke-kommerciel og ejet af kommunerne.

- Derfor er det spændende, om det kan blive en slags kravlegård for folkeskoleelever, i forhold til hvordan man bruger sociale medier. Men også at bruge det til digital læring med henblik på trivsel, siger han.

Aula blev rullet ud i 2019 og afløste det tidligere Skoleintra, der blandt andet indeholdt Forældreintra og Elevintra.

Det er en platform, som alle danske folkeskoler samt offentlige og selvejende dagtilbud har adgang til at bruge i hverdagen.

Her har elever, forældre og medarbejdere adgang til informationer om børnenes skolegang og liv i dagtilbuddet.

Kombit sætter nu gang i en undersøgelse, der skal kortlægge, hvad eleverne præcis bruger Aula til. Det vil de blandt andet gøre med Danske Skoleelever samt flere kommuner.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT