Pantsystem og screening af kvindesygdom vinder forskerpris for unge
Unge Forskere har tirsdag kåret årets to vinderprojekter ud af 100 projekter i senior- og juniorkategorien.
Tirsdag blev vinderne af årets Unge Forskere - Danmarks største naturvidenskabelige talentkonkurrence - fundet i finalen i Odense Congress Center, hvor i alt 100 projekter deltog.En optimering af pantsystemet og et screeningsværktøj, der kan hjælpe med at identificere kvinder med forhøjet risiko for sygdommen endometriose, blev de to projekter, der løb med titlen i henholdsvis senior- og juniorkategorien.
Bag pantprojektet var Mathias, Linus og Anders fra 2.g på Pulsen Gymnasium i Roskilde, der blev kåret som vindere i seniorkategorien.
De unge drenge fra Roskilde har udviklet et koncept, der skal redde de syv procent af pantprodukter i Danmark, der ifølge Dansk Retursystem i øjeblikket ikke bliver indleveret.
- Vi fik idéen på Roskilde Festival, hvor en kammerat sagde, at vi skulle prøve at finde ud af, hvordan man redder alle de ødelagte dåser, der lå rundt omkring på jorden, udtaler de tre drenge om konceptet.
Helt konkret har de udviklet et såkaldt pantscannerkoncept, hvor pantmærkningen er placeret i bunden af dåsen, og stregkoden er udskiftet med en QR-kode.
Derudover har de udviklet en scanner, der kan genkende panten, selv om den skulle vise sig at være ødelagt eller på anden måde deform.
I juniorkategorien løb 14-årige Helena Binzer fra 8. klasse på Skt. Josefs Skole i Roskilde med sejren. Med et nyt screeningsværktøj til endometriose vil hun ændre på en kønsmæssig skævhed i medicinsk forskning.
Endometriose er en tilstand, hvor væv, der minder om livmoderslimhinden, vokser uden for livmoderen. Det kan blandt andet give kraftige og kroniske smerter og nedsat fertilitet. Man er typisk hårdest ramt i årene fra 25 til 35.
- At jeg ikke anede, at en så omfattende sygdom fandtes, chokerede mig, og jeg blev forarget over nedprioriteringen og også over, at så få rent faktisk kender til den. Derfor satte jeg mig for at ændre på det, fortæller Helena Binzer.
Hensigten med screeningsværktøjet er, at det skal få kvinder hurtigere gennem sundhedssystemet og samtidig skabe en større bevidsthed om endometriose.
Begge projekter modtager en præmie på 25.000 kroner.
Vinderne i seniorkategorien skal derudover repræsentere Danmark til VM i Science, mens Helena som vinder i juniorkategorien ud over de 25.000 kroner også modtager en sponsorpris fra DTU.
/ritzau/
