Rapport peger på laveste pressefrihed globalt i mindst 25 år

30. APR 2026 • 11:02UDLAND

USA er faldet syv pladser på liste over pressefrihed i 180 lande, mens Danmark stiger til en fjerdeplads.

Pressefriheden på tværs af verdens lande er mere begrænset end på noget andet tidspunkt de seneste 25 år.

Det fremgår af organisationen Reporters Without Borders' (RSF) såkaldte World Press Freedom Index for 2026, der måler pressefriheden i 180 lande.

I mere end halvdelen af landene beskrives forudsætningerne for pressefriheden at være "svære" eller "meget alvorlige".

USA er blandt de lande, der er røget flere pladser ned på listen over verdens landes pressefrihed det seneste år. Landet er under præsident Donald Trumps lederskab faldet fra en 57.-plads til en 64.-plads.

Landet falder ind under kategorien, hvor pressefriheden har svære kår.

Det skyldes blandt andet, at Donald Trump har forsøgt at presse store medievirksomheder til at føre en mindre kritisk kurs over for ham og til at indsætte hans politiske støtter i ledende stillinger.

Derudover peger RSF blandt andet på, at Trumps administration det seneste år har sørget for, at flere oplysninger fra statsapparatet bliver censureret, og at medier, som falder i unåde hos præsidenten, bliver sagsøgt.

Kun i ganske få lande beskrives pressefriheden som god.

Det gælder Norge, som ifølge indekset har den største grad af pressefrihed, samt Holland, Estland, Danmark, Sverige, Finland og Irland.

Det er tiende år i træk, at Norge er det land i verden, hvor pressefriheden vurderes at være størst.

RSF fremhæver, at de juridiske rammer i Norge er med til at sikre, at pressefriheden i landet er robust. Mediebranchen beskrives som dynamisk med et stærkt public service-medie og en mangfoldig privat mediebranche.

Derudover har mediehusene en vidtrækkende redaktionel uafhængighed.

Danmark er det seneste år steget fra en sjette- til en fjerdeplads på listen over pressefrihed. Her er medier og journalister i høj grad beskyttet af de offentlige institutioner og respekteret i det brede samfund, skriver RSF.

Men det trækker ned, at journalister har udfordringer med at få adgang til oplysninger fra offentlige myndigheder, og at der har været problemer med sexisme på danske nyhedsmedier.

Graden af pressefrihed i de forskellige lande vurderes på baggrund af fem faktorer: det økonomiske, retslige, sikkerhedsmæssige, politiske og sociale miljø, som journalister og medier arbejder under.

RSF har udgivet sit indeks over pressefrihed i de enkelte lande siden 2002.

Dengang boede 20 procent af verdens befolkning i et land, hvor pressefriheden blev kategoriseret som god. Nu lever mindre end en procent af verdens befolkning i et land, der falder inden for denne kategori.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT