Nytårsaften bliver våd og blæsende i hele Danmark
Det sidste døgn af 2024 giver svære vilkår for fyrværkeri. Det byder således på regn og blæst, fortæller DMI.
Når befolkningen tirsdag finder kransekage og fyrværkeri frem for at markere årsskiftet til 2025, skal de på tværs af landet også huske regnjakkerne.Det fortæller Trine Pedersen, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
- Det kommer til at blæse meget, og det vil også være regnvejr. Så det bliver en lidt barsk nytårsaften, siger hun.
Mandag - dagen inden nytårsaften - starter ud med gråvejr, der efterhånden vil blive til regn.
- I det nordligste Jylland, kan regnen mandag eftermiddag godt slå over i sne. Ellers står den på regn og skyet vejr til resten af landet. Det bliver også ret blæsende, siger meteorologen.
Vinden bliver således jævn til hård, og ved kysterne kan den slå over i kuling. Temperaturerne vil ligge omkring 5-7 grader.
Når befolkningen tirsdag så står op til årets sidste dag, skal de igen forvente regn. I Nordjylland kan nedbøren igen slå over i slud eller tøsne, inden det klarer op og bliver tørvejr.
Der er dog tale om en kort fornøjelse, da et nyt regnvejr i løbet af aftentimerne nytårsaften vil brede sig - mens vinden igen bliver frisk til hård.
- Det bliver lidt vanskelige vilkår for fyrværkeri. Man skal nok være helt sikker på, at raketterne står stabilt, når de bliver fyret af. Hvis der skulle ske noget, er det gode, at det hele aftenen vil være vådt.
I det nye år skal vi til gengæld regne med lidt af et vejrskifte - her bliver det nemlig noget koldere, forklarer Trine Pedersen.
- Allerede fra 1. januar bliver det mere vinter, og der kommer bedre chancer for både sol og snebyger.
De sydlige egne kan torsdag være heldige at stå op til et snedækket landskab - og generelt bliver der i årets første dage plads til koldere vinde og nedbør, som kan blive til sne.
- Det bliver en helt anden type vejr, end vi har set i juledagene, siger meteorologen.
/ritzau/