Gæster i fint skrud deltager i kongeparrets første nytårskur

1. JAN 2025 • 19:35INDLAND/KRIMINAL

Kronprins Christian deltager for første gang til den stort anlagte nytårskur på årets første dag.

Gæster til den traditionsrige nytårskur på årets første aften på Amalienborg er begyndt at ankomme til slottet i det indre København.

I år er det for første gang kong Frederik og dronning Mary, der er værter, efter at dronning Margrethe sidste år abdicerede.

Det er samtidig første gang, at kronprins Christian er med til nytårskur og -taffel.

Blandt de først ankomne gæster er Lene Balleby, som er kongehusets kommunikationschef, og Barbara Bertelsen, departementschef i Statsministeriet.

Også flere ministre er ankommet i regnvejr til Amalienborg. Blandt dem er beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

Ligesom flere andre socialdemokratiske ministre har hun en Dannebrogorden på. Der har tidligere været en tradition for, at S-ministre afviste ordener fra kongehuset, men den er man gået væk fra.

- Det er første nytårstaffel med den på. Man skal passe lidt på, at den hænger rigtigt, siger Ane Halsboe-Jørgensen til DR.

Hun ser frem til at se kongeparret som værter, efter at kong Frederik tirsdag holdt sin første nytårstale.

- Det glæder jeg mig rigtigt meget til. Jeg synes, at kongen gjorde det rigtigt godt i går, og jeg er sikker på, at det bliver en flot aften, siger beskæftigelsesministeren.

Der er dog også flere socialdemokratiske ministre, der har sagt nej til Dannebrogordenen. Justitsminister Peter Hummelgaard siger til DR, at han måske kan omvendes, hvis reglerne ændres, så "almindelige mennesker også kunne få den".

Kongefamilien ankommer som de sidste til nytårskuren, som begynder klokken 20. Foruden kongeparret og kronprinsen ventes dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte at deltage.

Traditionen med et nytårstaffel stammer helt tilbage fra 1600-tallet.

Her blev det afholdt nytårsaften, hvor folk stillede sig op i rækker langs væggene for at overvære, at den kongelige familie og hoffet spiste nytårsmiddag.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT