Musicalteater får permanent plads på finansloven

12. APR 2024 • 09:12INDLAND/KRIMINAL

Scenekunstfaglig potentiale og økonomisk status er baggrund for at teater har sikret sig plads på finansloven.

Fredericia Musicalteater får fra årsskiftet en permanent plads på finansloven.

Det sker som følge af, at teatret er blevet omfattet af scenekunstlovens paragraf fem.

Det skriver Have Kommunikation på vegne af teatret i en pressemeddelelse.

Pladsen på finansloven betyder, at Fredericia Musicalteater årligt vil modtage 9,8 millioner kroner i tilskud fra staten.

Ifølge teaterdirektør Thomas Bay skaber det et afgørende økonomisk og mentalt råderum for teatret.

- Det bliver derfor lidt sjovere for os alle sammen at gå på arbejde fra nu af - og det er vi overbeviste om også vil komme både publikum og resten af det danske musicallandskab til gode, siger han i pressemeddelelsen.

Fredericia Musicalteater kom til verden i 2021 på samme adresse som Fredericia Teater, der året forinden var gået konkurs.

Borgmester i Fredericia Kommune, Steen Wrist (S), er glad og stolt over, at kommunen igen har fået et statsanerkendt teater.

- Statsanerkendelsen vidner for mig om, at teatret ikke blot er genoprejst, men er på vej mod nye højder, og jeg ser frem til enestående teateroplevelser i de kommende år, siger han i en pressemeddelelse.

Det er positive evalueringer af teatrets scenekunstfaglige potentiale og teatrets økonomiske status, der er baggrund for, at musicalteatret har sikret sig en plads på finansloven.

Det skriver Kulturministeriet i en pressemeddelelse.

Her siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M), at han tror på, at Fredericia Musicalteater kan løfte musicalgenren herhjemme til nye højder. Blandt andet på grund af et nært samarbejde med Den Danske Scenekunstskole.

- Jeg glæder mig til at se resultatet, og jeg er sikker på, at publikum lokalt, regionalt og i hele landet har store musicaloplevelser i vente, siger ministeren.

I alt har ti teatre i Danmark en permanent plads på finansloven.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU