OVERBLIK: Sydkoreas politiske verden er blevet rystet på en måned
For en måned siden erklærede Sydkoreas præsident Yoon undtagelsestilstand. Fredag blev han forsøgt anholdt.
En måned med politisk kaos kulminerede natten til fredag foreløbigt, da sydkoreansk politi gik ind på den suspenderede præsident Yoon Suk-yeols private grund for at forsøge at anholde ham.Ifølge sydkoreanske medier blev politiet mødt af militært personale, der har nægtet dem adgang til at gennemføre anholdelsen.
Her kan du læse om forløbet op til forsøget på at anholde Yoon:
* Om aftenen 3. december erklærer Yoon militær undtagelsestilstand. Han begrunder det med, at der var sydkoreanske politikere, som gik Nordkoreas ærinde, og som modarbejdede Sydkoreas interesser.
*Natten til 4. december bliver undtagelsestilstanden ophævet som følge af en parlamentsafstemning. Ordren nåede at være i kraft i omkring seks timer.
* 4. december stiller flere af de sydkoreanske oppositionspartier et forslag om at stille Yoon for en rigsret.
* 5. december beslutter Yoons parti, PPP, i første omgang at modsætte sig en rigsretssag mod præsidenten.
* Politiet iværksætter en efterforskning af præsidenten, forsvarsministeren og indenrigsministeren i relation til ordren om militær undtagelsestilstand.
* 6. december siger PPP's partileder Han Dong-hoon, at han ønsker Yoon fjernet fra magten efter det mislykkede forsøg på at indføre militær undtagelsestilstand.
* 7. december undskylder Yoon i en tale for at have indført den militære undtagelsestilstand.
* Samme dag stemmer parlamentet om, hvorvidt Yoon skal stilles for en rigsret. Yoons parti udvandrer fra parlamentssalen forud for afstemningen. Da en rigsretssag kræver to tredjedeles flertal, ser Yoon i første omgang ud til at slippe for at blive stillet for en rigsret.
* 9. december giver det sydkoreanske justitsministerium Yoon udrejseforbud. Det betyder, at præsidenten ikke må forlade Sydkorea.
* 11. december forsøger politi at gennemføre en ransagning af Yoons præsidentkontor. Vagter forhindre politiet i at komme ind i kontorets hovedbygning.
* 14. december finder endnu en afstemning om en rigsretssag mod Yoon sted. Parlamentet beslutter med støtte fra flere af Yoons partimedlemmer at stille præsidenten for en rigsret. Dermed mister Yoon sine beføjelser og suspenderes. Premierminister Han Duck-soo udpeges som fungerende præsident.
* 17. december giver den sydkoreanske anklagemyndighed Yoon besked på, at han skal møde op til afhøring inden ugen er omme. Imødekommer Yoon ikke forespørgslen, risikerer han en arrestordre, lyder det. Forinden har Yoon flere gange undladt at møde op til afhøring.
* 27. december vedtager et flertal af det sydkoreanske parlament, at den fungerende præsident Han Duck-soo ligesom Yoon skal stilles for en rigsret. I stedet bliver finansminister Choi Sang-mok konstitueret som landets fungerende præsident.
* 30. december anmoder en fælles efterforskningsenhed om en arrestordre på den den suspenderede præsident Yoon.
* 31. december udsteder en domstol en arrestordre på Yoon. Den suspenderedes præsidents advokat hævder, at arrestorden er ugyldig.
* 3. januar går sydkoreansk politi ind på Yoons private grund i et forsøg på at anholde præsidenten. Her bliver de mødt af militært personale, der nægter dem adgang til at gennemføre anholdelsen. Hvis Yoon bliver anholdt, vil det være første gang, at det sker for en siddende præsident i Sydkorea.
Kilder: Reuters, AFP, Yonhap.
/ritzau/