Diplomati i Davos drøfter muligheder for fred i Ukraine
I Davos er diskussionerne om en mulig fred i Ukraine blevet stadigt mere påvirket af Det Globale Syd.
Nationale sikkerhedsrådgivere og topdiplomater fra 81 lande og internationale organisationer er søndag samlet i Davos i Schweiz for at drøfte mulige fredsløsninger i Ukraine efter næsten to års krig.Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, som senere på ugen skal tale til Det Verdens Økonomiske Forum, WEF, i Davos, var ikke til stede ved de tidlige sessioner søndag.
Zelenskyj var repræsenteret af sin stabschef Andrij Jermak ved søndagens drøftelser, hvor USA var repræsenteret af den særlige udsending for Ukraines økonomiske genopretning, Penny Pritzker, samt viceudenrigsminister James O'Brien.
Mødet finder sted i en periode, hvor der hersker tvivl om amerikanernes fortsatte støtte til Ukraine. Taler fra både USA's nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, og udenrigsminister Anthony Blinken senere på ugen imødeses med spænding. WEF indledes officielt mandag aften.
Schweiz, som er vært for mødet, siger, at drøftelserne om Ukraine har til formål at få de nationale sikkerhedsrådgivere til at enes om principperne "for en varig og retfærdig fred i Ukraine".
Disse principper skal være grundlag for den næste forhandlingsfase i en fredsproces.
I Davos er diskussionerne om en mulig fred i Ukraine blevet stadigt mere påvirket af politikere i udviklingslande eller Det Globale Syd, som hidtil har holdt sig på sidelinjerne i forhold til konflikten.
Under søndagens drøftelser mellem nationale sikkerhedsrådgivere deltog blandt andre Nigerias Nuhu Ribadu. Jermak siger, at der ved mødet var deltagere fra 18 asiatiske lande, 12 afrikanske lande og 6 sydamerikanske lande.
- Lande fra Det Globale Syd er i stadig større grad involveret i vores arbejde, hedder det i et opslag fra Jermak på det sociale medie Telegram.
Ukraine har med massiv støtte fra dets allierede fastholdt, at det ikke vil give op, før det har tilbageerobret hvert stykke territorium, som Rusland har taget.
/ritzau/AFP