Køge Bugt skal være en del af ny marine naturnationalpark

15. SEP 2024 • 10:50INDLAND/KRIMINAL

Miljøminister Magnus Heunicke (S) vil styrke havnaturen i Øresund, skriver han på X.

Køge Bugt skal være en del af den nye marine naturnationalpark. Det skriver miljøminister Magnus Heunicke (S) på det sociale medie X.

- Det vil jeg arbejde for, når jeg på fredag skal forhandle med partierne om marine naturnationalparker, skriver ministeren.

I første omgang var det ellers meningen, at det kun var den nordlige del af Øresund, der skulle være en del af parken, skriver DR.

Men nu gælder det altså hele Øresund, hvor parkerne ifølge ministeren skal være med til at styrke havmiljøet.

- Jeg ved, at der bl.a. ligger råstofzoner i Køge Bugt, men det er vigtigt, at vi skaber de bedste forudsætninger for en fantastisk havnatur, lyder det i opslaget.

Og det er netop, hvad de har kæmpet for i Køge Bugt Alliancen, fortæller Greves borgmester, Pernille Beckmann (V) til DR.

- Ilten forsvinder under havoverfladen. På stranden er der fedtemøg og alger, havdyrene og fiskene lider. Derfor er det virkelig påkrævet, at Køge Bugt også bliver udpeget, siger hun.

Det blev i forbindelse med finansloven i 2022 besluttet, at der skal etableres to marine naturnationalparker.

Den ene skal etableres i Øresund, som der er tale om her. Den anden skal etableres i Lillebælt.

Der blev afsat ti millioner kroner årligt fra 2022 til 2025 til videns- og naturfremmende indsatser i områderne.

Køge Bugt kendetegnes ved store strandområder med flere kunstigt anlagte strandrevler.

Det er blandt andet Køge Bugt Strandpark i den nordlige del af bugten, der er en syv kilometer lang kunstigt anlagt strand.

Når et havområde udpeges til marine naturnationalpark, får naturen i området lov til at udvikle sig på egne præmisser og menneskelig indblanding minimeres.

Havområdet beskyttes dermed mod forstyrrelser og ødelæggelser fra blandt andet slamklapning og spildevandsudledning. Det skriver Køge Bugt Alliancen på sin hjemmeside.

Partierne i Folketinget mødes fredag for at diskutere de to parker.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT