Hver anden bibliotekar melder om uromagere og dårlig adfærd

5. DEC 2024 • 05:00INDLAND/KRIMINAL

Knap hver anden bibliotekar i Danmark oplever dagligt eller ugentligt uro, råben og støj, viser undersøgelse.

Ifølge en ny undersøgelse fra fagforeningen Danske Magistre (DM) oplever knap hver anden bibliotekar, 48 procent, på daglig eller ugentlig basis uro, råben eller højrøstet adfærd på bibliotekerne.

I undersøgelsen har bibliotekarer i 68 ud af landets 98 kommuner svaret. I alt har 567 personer deltaget.

I hver femte kommune er der på folkebibliotekerne konflikter mellem borgere og personale på daglig eller ugentlig basis.

Problemerne er mangeartede.

Det kan være unge mennesker, der roder og efterlader dåser og snusposer. Det kan være hjemløse, der sover og tager stoffer på biblioteket, og det kan være psykisk syge borgere med truende adfærd.

Det kan også være tilsyneladende helt almindelige borgere, der overfuser personalet.

Tine Segel, DM Kultur og Medier, som udtaler sig på vegne af fagforeningen i sagen, siger, at det udgør en stor belastning for medarbejderne.

- Det er ikke kun uro i form af, at det larmer. Det er uro i form af hærværk, konflikter, ødelagte toiletter. Det kan være hjemløse og psykisk syge, og det kan være unge mennesker, der ikke har andre steder at være, siger hun.

Tine Segel nævner, at bibliotekerne havde omkring 31 millioner besøgende i 2023, og at de er en vigtig del af danskernes hverdag. Derfor skal det være trygt at besøge dem.

I Danmarks Biblioteksforening er det tal, der overvælder direktør Michel Steen-Hansen.

Han siger, at bibliotekerne bliver skåret mere og mere ned, så der ikke er meget personale til at håndtere problemerne.

- Vores erfaring er, at hvis der er personale, dæmper det nogle af de urolige gemytter.

Biblioteket er af de sidste ikkekommercielle steder, hvor folk kan komme gratis, siger Michel Steen-Hansen. Det vil sige, at alle slags typer kommer. Sådan skal det også være, understreger han.

Men det betyder også, at der er brug for personale.

- Det skaber altså en adfærdsregulering, siger han.

Tine Segel mener, der er brug for tværfaglige indsatser. Hun nævner SSP-samarbejdet - skole, socialforvaltning og politi. Det kan også være en dialog med herberger, som hjemløse kan henvises til.

Hun tror dog ikke, at man helt kan fjerne problemerne.

- Vi har ikke en forestilling om, at det her vil gå helt væk, og det er vigtigt at understrege, at biblioteket skal være for alle. Derfor er det vigtigt, at der er beredskabsplaner, og at det er noget, man taler om ude på bibliotekerne og i lokalsamfundet, så man sammen løser konflikterne og mindsker den uro, der er.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT