Horesta-topchef fyret efter anklager om brutal ledelsesstil

13. DEC 2024 • 12:32INDLAND/KRIMINAL

Til Berlingske fortæller 20 nuværende og tidligere ansatte i Horesta om grænseoverskridende adfærd.

Horestas topchef Pia E. Voss er blevet fyret med "øjeblikkelig virkning".

Det skriver Berlingske fredag.

Fyringen kommer i kølvandet på Berlingskes artikel om den nu tidligere chefs "brutale" ledelsesstil.

- Vi har på den baggrund konstateret, at vores administrerende direktør ikke har levet op til sit vigtigste ansvar, oplyser Horestas bestyrelsesformand, Mads Friis, i en skriftlig kommentar til mediet.

I artiklen fortæller 20 nuværende og tidligere ansatte i Horesta uafhængigt af hinanden om alvorlige problemer med Pia E. Voss' ledelse.

De fortæller blandt andet om "grænseoverskridende, barsk, brutal" adfærd og en arbejdsplads, hvor ansatte bryder grædende sammen efter overfusninger fra den nu tidligere chef.

- Efter nogle gode år i Horesta søgte jeg nyt job på grund af Pia E. Voss. Hendes ledelsesstil gav et giftigt og utrygt arbejdsmiljø, der var ved at nedbryde mig, siger en anonym medarbejder til Berlingske.

Horesta er en brancheorganisation og dets over 2200 medlemmer beskæftiger flere ansatte i hotel- og restaurationsbranche.

Pia E. Voss blev organisationens administrerende direktør i 2022. Før da var hun juridisk chef og ifølge Berlingskes kilder, går den dårlige ledelsesstil næsten et årti tilbage.

Samtidig skulle forskellige chefer i brancheorganisationen flere gange være blevet gjort opmærksom på de ansattes dårlige oplevelser med Pia E. Voss.

At der skulle være problemer med arbejdsmiljøet i Horesta, er bestyrelsen ifølge bestyrelsesformand Mads Friis bekendt med.

Derfor ansatte brancheorganisationen i starten af 2024 en HR-chef, der "fik som sin vigtigste opgave at gennemføre en omfattende medarbejdertilfredshedsundersøgelse".

Det oplyser bestyrelsesformanden til Berlingske i en skriftlig kommentar.

I samme ombæring erkender Mads Friis, at fyringen af Pia E. Voss ikke er nok til at løse problemerne i organisationen, og at de derfor har tilknyttet eksterne eksperter.

- Bestyrelsen og jeg kommer personligt til at følge den proces meget tæt, og det er afgørende for os, at medarbejderne hurtigt oplever positive fremskridt, skriver han i udtalelsen.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT