110 er tilmeldt danskerlisten for Iran efter ti dage med krig
Blandt danskere i Iran er der ifølge Udenrigsministeriets oplysninger cirka 70 rejsende og 40 fastboende.
Efter ti dage med iranske, israelske og amerikanske angreb i Mellemøsten er cirka 110 danskere registreret på danskerlisten for Iran, mens cirka 310 danskere er tilmeldt danskerlisten for Israel.Det oplyser Udenrigsministeriet til Ritzau.
Tallene er opgjort mandag aften og omfatter danske statsborgere, som aktivt har tilmeldt sig danskerlisten for de pågældende lande.
Blandt de 110 danskere i Iran er cirka 70 rejsende, mens resten er fastboende i landet. Hvad angår Israel, er der registreret cirka 115 danske rejsende, mens resten af de 310 på danskerlisten bor i Israel.
Af de lande i Mellemøsten, der har været direkte berørt af konflikten, er der flest danske statsborgere i De Forenede Arabiske Emirater. Her er registreret i alt cirka 3100 danskere, hvoraf størstedelen er fastboende.
Der er dog tale om et væsentligt fald siden sidste uge, hvilket afspejler, at en del er rejst fra landet. Torsdag var der således 4100 danske statsborgere registeret på danskerlisten for De Forenede Arabiske Emirater.
Emiraterne omfatter blandt andet Dubai og Abu Dhabi, som begge er knudepunkter for international flytrafik, og som desuden er populære rejsemål.
I alt er 4855 danskere tilmeldt danskerlisten for lande i Mellemøsten, der har været direkte berørt af konflikten.
Foruden Iran, Israel og De Forenede Arabiske Emirater omfatter opgørelsen Jordan, Libanon, Qatar, Saudi-Arabien, Oman, Bahrain og Kuwait.
Udenrigsministeriet arrangerede søndag en særflyvning fra Dubai for strandede danskere i regionen. 155 personer var om bord på flyet, som landede i Københavns Lufthavn natten til mandag.
Ministeriet oplyste mandag, at der ikke er planer om at arrangere flere særfly fra Mellemøsten til Danmark. Det skyldes, at der stadig er kommercielle flyvninger fra Dubai, og at et begrænset antal danskere har udtrykt interesse for at komme med et nyt særfly.
Israel og USA iværksatte den aktuelle krig med flere luftangreb på Iran den 28. februar. Angrebene dræbte blandt andre Irans daværende øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, og flere af hans nærmeste familiemedlemmer.
Iran har siden svaret igen med luftangreb mod Israel og en række andre lande i Mellemøsten - herunder flere lande på Den Arabiske Halvø.
Man skal selv sørge for at til- og framelde sig danskerlisten. Listen er derfor ikke nødvendigvis en præcis opgørelse over, hvor mange danske statsborgere der faktisk opholder sig i de enkelte lande.
/ritzau/
