Hjulmand tvivler på lovligheden af Arsenals dødboldstaktik
Leverkusen-træner Kasper Hjulmand undrer sig over, om man må blokere på dødbolde, når bolden er langt væk.
Før Champions League-opgøret mellem Bayer Leverkusen og Arsenal sætter Kasper Hjulmand spørgsmålstegn ved, om englændernes taktikker på dødbolde overhovedet er inden for reglerne.Det siger den danske Leverkusen-træner på et pressemøde, inden de to hold mødes onsdag.
Ifølge nyhedsbureauet AFP tvivler Hjulmand på, om det bør være tilladt at blokere modstanderne, især i takt med at dødbolde får større betydning i moderne fodbold.
- Det er en stor udfordring, men jeg må sige, at jeg er en smule forvirret over disse offensive blokeringer. Jeg ved ikke, om det er tilladt i reglerne, når bolden er meget langt væk, siger Hjulmand ifølge AFP.
Arsenal ligger i øjeblikket øverst i Premier League, og dødbolde har spillet en central rolle for Mikel Artetas hold, som har scoret mange mål på hjørnespark og frispark.
Også i Champions League har Arsenal domineret. Englænderne har vundet otte ud af otte kampe og sluttede øverst i tabellen blandt de 36 hold. I ottendedelsfinalen møder London-klubben Leverkusen over to opgør.
Her skal Danmarks tidligere landstræner Hjulmand forsøge at finde løsningen på at slå Arsenal og ikke mindst deres taktikker på dødbolde.
- Vi gør det også, så det er ikke kun noget, andre gør. Men det bliver mere og mere almindeligt i fodbold, siger Hjulmand om taktikken.
- Der er rigtig mange blokeringer, og de (Arsenal) skaber mange chancer som følge heraf.
- De gør det meget godt og bruger meget tid på disse situationer. De er et af de bedste hold i sådanne situationer og arbejder meget med det, siger han.
Hjulmand understreger dog, at han troede, at blokeringer kun var tilladt tæt på bolden.
- Så jeg undrer mig bare - er det inden for reglerne at blokere, uden at bolden er tæt på dig? Skabe plads, skubbe spillere, skubbe målmanden?, spørger den danske træner.
Flere andre har tidligere kritiseret Arsenals dødbolde, men Premier Leagues førerhold har taget kritikken til sig.
Blandt andet har Arsenal-fans sunget sange, der hylder scoringer fra dødbolde.
/ritzau/
