Forsinkede tog kostede sidste år DSB rekordbeløb i kompensation

10. MAR 2026 • 01:21INDLAND/KRIMINAL

Vintervejr og byggearbejde er hovedårsager til forsinkelser, siger DSB. Transportminister påtager sig ansvar.

Togselskabet DSB udbetalte i 2025 et rekordstort beløb på 64,7 millioner kroner i kompensation til rejsende for aflyste og forsinkede tog.

Det viser tal fra DSB ifølge Jyllands-Posten.

Det er den højeste kompensation, der er udbetalt på et år i togselskabets historie, og tendensen er fortsat i begyndelsen af 2026.

Alene i januar udbetalte DSB 11,9 millioner kroner i kompensation, hvilket er rekord for en måned.

I januar var 68,5 procent af DSB's rejsende fremme til tiden, og DSB vurderer over for Jyllands-Posten, at tallene ser endnu værre ud i februar.

For at være fremme til tiden må et tog maksimalt være 2 minutter og 59 sekunder forsinket.

I 2022 udbetalte DSB 38,6 millioner kroner i kompensation. Det betyder, at kompensationsudbetalingerne på tre år er steget med 68 procent.

De mange forsinkelser og aflyste tog betyder, at togselskabet gennem fem måneder ikke har overholdt en aftale,s om det har med Transportministeriet. Ifølge aftalen skal 75 procent af de rejsende være fremme til tiden.

Informationschef i DSB Tony Bispeskov peger over for Jyllands-Posten på to forhold, der er årsag til de mange forsinkelser og aflysninger.

Dels siger han, at den danske jernbane i øjeblikket er en byggeplads, hvilket betyder, at DSB har indført en udvidet rejsegaranti. Dels nævner Bispeskov, at vintervejret gav DSB mange problemer.

Transportminister Thomas Danielsen (V) påtager sig over for Jyllands-Posten ansvaret for, at DSB har svært ved at køre rettidigt.

- Det er lige nu meget vanskeligt at køre med tog i Danmark. Vi er i gang med at elektrificere jernbanen, sætte nye signaler op og lave masser af sporarbejde.

- Vi presser rigtig meget i gang på én gang. Derfor er det 100 procent mit ansvar, at DSB har svært ved at køre rettidigt, siger Thomas Danielsen til avisen.

Han tilføjer, at kompensationen er blevet hævet i hans ministertid, hvilket også er en årsag til, at udbetalingerne er steget.

Thomas Danielsen vil dog ikke påtage sig ansvaret for problemer med DSB's nye it-system, der blandt andet skal styre DSB's vagtplaner. It-systemet har været årsag til en del af de seneste forsinkelser.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT