Horsens-chef om fyringssnak: Man skal ikke være naiv
Med David Nielsens opsigelse nåede Horsens' ledelse ikke at diskutere en eventuel fyring af cheftræneren.
Sportsdirektør Esben Hansen kalder det over for TV 2 Sport "modent og modigt" af David Nielsen, at han har opsagt sit job som cheftræner i AC Horsens.Beslutningen kom i kølvandet på mandagens 1-3-nederlag til Lyngby, der betyder, at den ambitiøse klub har åbnet foråret med to nederlag i lige så mange kampe.
David Nielsen har længe været omgivet af fyringsrygter, men Esben Hansen vil ikke bekræfte, om den afgåede træner med sin opsigelse er kommet en fyreseddel i forkøbet.
- Vi nåede ikke at komme dertil. Men man skal heller ikke være naiv eller blåøjet. Selvfølgelig er vi i en situation, hvor tingene er svære.
- Det havde selvfølgelig været i vores overvejelser, og har været det hele tiden, at revidere, hvordan vi stærkest får AC Horsens fremad, siger Esben Hansen til TV 2 Sport.
AC Horsens har amerikanske ejere, der har brugt mange penge på at styrke spillertruppen med en klar målsætning om at vende retur til Superligaen, hvor klubben senest optrådte i 2023.
David Nielsen erstattede for et år siden Martin Retov på trænerposten, men det lykkedes ikke at indfri målet om at føre holdet til oprykning i første hug.
Horsens sluttede 13 og 14 point efter Fredericia og OB på de to oprykningspladser.
Det skulle der rettes op på i denne sæson, men efter en solid start med fire sejre og tre uafgjorte i de første syv kampe har resultaterne været svingende.
Forårets to nederlag til toprivalerne Esbjerg og Lyngby betyder, at Horsens har seks point op til oprykningspladserne.
For at oprykning overhovedet kan komme på tale, skal holdet dog først sikre sig en plads i oprykningsspillet, når ligaen bliver delt efter de næste to kampe.
Der er kun to point ned til AaB under stregen.
/ritzau/
