Forsvarets maskuline kultur hæmmer både kvinder og mænd

22. MAJ 2024 • 16:48INDLAND/KRIMINAL

Analyse viser, at der er en skidt maskulin kultur i Forsvaret. Den ligestillede værnepligt kan ændre kulturen.

I Forsvaret hersker der en kultur af, at det er en skidt, hvis en mandlig soldat klarer sig dårligere end en kvindelig kollega.

Det siger Thit Gaarskjær Jørgensen, der er ph.d.-stipendiat ved Aalborg Universitet, på baggrund af sine analyse om ''gode soldater'' og militær maskulinitet i hæren.

Ifølge Thit Gaarskjær Jørgensen bruges kvindelige soldater som et negativt spejl over for de mandlige kolleger i Forsvaret.

- Når kvindelige soldater fremhæves, er det ikke fordi, at de er sindssygt dygtige. De bliver i stedet fremhævet som en pisk for de mandlige soldater. Tankegangen er, at det ikke kan passe, at mændene ikke kan klare det, hvis en kvindelig soldat godt kan, siger hun.

- I stedet for at blive anerkendt som en god soldat bliver det fremhævet, at mændene bør skærpe sig. Fordi det ikke er acceptabelt at være mindre dygtig end en kvindelig soldat, fortæller forskeren.

Det er for Thit Gaarskjær Jørgensen tydeligt, at der i det danske forsvar er skabt en snæver kasse for, hvem der er plads til, og hvordan en soldat skal se ud og opføre sig.

- Det er ikke en kasse, der passer til hverken de fleste mænd eller de fleste kvinder. Derfor taber både mænd og kvinder på den kultur, siger hun.

For mindre end en måned siden præsenterede et bredt flertal i Folketinget en fuld ligestilling af værnepligten i Danmark.

Den beslutning vil naturligt få flere kvinder ind i det danske forsvar, hvilket vil hjælpe på det fastholdelsesproblem, som Forsvaret har med kvindelige ansatte.

Hver fjerde person, der gennemfører Forsvarets basisuddannelser, er kvinde, men kun ni procent af de faste ansatte i Forsvaret er kvinder.

- Det, at flere kvinder kommer ind, betyder, at flere kvinder kan se sig selv i forsvaret og har lyst til at blive der, siger Thit Gaarskjær Jørgensen.

- Man kan håbe på, at der kommer en ny diskurs om, hvad der er en god soldat i Danmark, når mænd og kvinder nu er i værnepligt på lige vilkår.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU