Din tommel kan bruges til at mindske ulykker med ny fingerregel

15. OKT 2024 • 09:20INDLAND/KRIMINAL

En ny tommelfingerregel fra Vejdirektoratet skal få trafikanter til at holde mere afstand på motorvejene.

Vejdirektoratet har udviklet en ny tommelfingerregel til at undgå bagende-kollisioner på motorvejen.

Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Metoden går ud på, at hvis man kan dække den forankørende bil med sin tommelfinger, når man sidder bag rattet med strakt arm, så holder man den rette afstand.

Transportminister Thomas Danielsen (V) peger i pressemeddelelsen på, at en stor del af ulykkerne på motorvejene skyldes, at trafikanterne ikke holder nok afstand.

- Jeg håber, at denne kampagne kan være et bidrag til afstandsdrøftelser i bilerne, når medpassageren for eksempel lige beder chaufføren om at give den forankørende en thumbs up, lyder det fra transportministeren.

Huskereglen plejer at lyde på, at der skal holdes to sekunders afstand til bilen foran dig. Det svarer til 65 meter ved en hastighed på 130 kilometer i timen.

Dette kan dog være svært at vurdere i praksis, lyder det, og derfor er den huskeregel nu udvidet med tommelfingerreglen.

På nogle af de danske motorveje er der malet pile på vejen for at indikere, hvornår der holdes tilstrækkelig afstand.

Afdelingsleder i Vejdirektoratet Marianne Foldberg Steffensen siger, at man i det tilfælde bør rette sig efter pilene.

- Pilene er nøjagtige. Tommelfingerreglen kan bruges som en retningslinje de steder, hvor man er i tvivl, lyder det.

Hun understreger, at det allervigtigste fortsat er at koncentrere sig om at køre bil.

- Man skal ikke sidde med tommelfingeren oppe i ruden under hele kørslen. Det er hurtigt op og hurtigt ned igen, hvis man selv eller ens medpassagerer bliver i tvivl om afstanden.

- Man skulle gerne på sigt blive vant til at se, hvornår man er for tæt på en forankørende, lyder det.

Bagende-kollisioner udgjorde ifølge Vejdirektoratet 44 procent af ulykker på motorvejen mellem 2018 til 2022.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT