Homoseksuelle mænd i faste forhold kan blive bloddonorer
Regler for bloddonation ændres, så de ikke længere tager udgangspunkt i køn, men seksuel adfærd.
Reglerne for at donere blod er ændret, så bloddonorer nu spørges ind til seksuel adfærd i stedet for køn.Det gør det muligt for homoseksuelle mænd i faste forhold at blive bloddonorer, skriver organisationen Bloddonorerne Danmark i en pressemeddelelse.
Det er ændrede retningslinjer fra Styrelsen for Patientsikkerhed, der ligger til grund for de nye regler.
Hidtil har det været en karantæneperiode på fire måneder for en homoseksuel mand, der har haft sex med en mand, i forhold til at donere blod.
Den gjaldt alle mænd, der havde sex med mænd - også dem, der lever i monogame forhold.
Det blev anset for at være diskriminerende, og der blev nedsat en arbejdsgruppe i regi af Styrelsen for Patientsikkerhed, som skulle se på reglerne.
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) sagde i en pressemeddelelse i december sidste år, at der skulle indføres en ny model, "som ikke diskriminerer på baggrund af køn eller seksuel observans, og som samtidig er sundhedsfaglig forsvarlig".
Med de nye regler skal blodbankerne ikke længere spørge til partnerens køn.
Det er en positiv udvikling, lyder det fra formand for Bloddonorerne Danmark Bente Graversen.
- Vi ser bloddonation som en folkesag. Derfor er det meget positivt, at vi nu får mere inkluderende regler.
- På den måde får en ny gruppe mennesker mulighed for at give blod og plasma, men vi går ikke på kompromis med hverken patient- eller donorsikkerheden, hvilket er centralt, siger hun i pressemeddelelsen.
Med de nye regler vil der fremadrettet være en karantæneperiode for alle, der har haft analsex med en ny partner i løbet af de seneste fire måneder, hvis de vil donere blod.
Flere andre lande - blandt andre Storbritannien - har inden for de seneste år indført tilsvarende regler, har Sundhedsministeriet tidligere oplyst i en pressemeddelelse.
/ritzau/