Amerikansk rockband giver første danske koncert i over 30 år
4 Non Blondes slog igennem med nummeret "What's Up" i 90'erne. Det budskab gentager bandet på årets Heartland.
Den fynske festival Heartland fejrer tiårsjubilæum til sommer. Det bliver blandt andet til tonerne af det amerikanske rockband 4 Non Blondes, som selv kan fejre en slags jubilæum.4 Non Blondes, som står bag nummeret "What's Up", giver bandets første danske koncert i over 30 år på Heartland, som finder sted ved Egeskov Slot fra den 18. til den 20. juni.
Det annoncerer festivalen i en pressemeddelelse.
- Jeg glæder mig meget over, at vi har fået mulighed for lægge festival til 4 Non Blondes' første koncert i Danmark i mere end 30 år, siger festivalens direktør og musikansvarlige, Ulrik Ørum-Petersen, og fortsætter:
- At vi samtidig kan tilføje yderligere fire stærke og alsidige artister til årets musikprogram - fra et af Storbritanniens mest ikoniske rockbands i Manic Street Preachers til nogle af tidens mest interessante artister i LP, Guldimund og Snail Mail - er blot prikken over i'et, mener musikchefen.
4 Non Blondes blev dannet i slutningen af 80'erne og slog igennem i begyndelsen af 90'erne med det førnævnte nummer "What's Up", der op til omkvædet er kendt for strofen: "And I scream from the top of my lungs: What's going on?".
Efter mange år hver for sig blev 4 Non Blondes gendannet for nogle år siden.
Også Manic Street Preachers fik sit gennembrud i 90'erne med nummeret "If You Tolerate This Your Children Will Be Next".
Heartland lægger også scene til nyere navne som Guldimund, der fik sit gennembrud i 2023 med "Det' kun vigtigt, hvad det er".
Med fem nye navne på plakaten er der i alt blevet offentliggjort 18 kunstnere.
Det australske band Nick Cave & The Bad Seeds og de danske bands The Minds of 99 og Gnags samt raptrioen Malk de Koijn er allerede blevet annonceret.
Ud over musik udgør kunst, gastronomi og samtaler også bestanddelene på Heartland.
/ritzau/
