Usædvanlig januar blev den koldeste i 16 år

2. FEB 2026 • 12:33INDLAND/KRIMINAL

Isnende temperaturer har præget januar. Den form for januarvejr kommer sjældnere og sjældnere.

Det har været en usædvanligt kold januar, når man ser på nyere tid i Danmark - nemlig den koldeste i 16 år.

Det bekræfter Frans Rubek, som er klimatolog hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Middeltemperaturen landede på minus 0,6 grader, og dermed var den langt under normalen.

- Vi skal 16 år tilbage for at finde en januar, der var koldere end denne her, fastslår Rubek.

- Det var januar 2010, hvor det så til gengæld også var en hel del koldere end nu. Der var vi nede på under minus tre grader, fortsætter han.

Klimanormalen for januar (gennemsnit for 1991 til 2020, red.) er på 1,6 grader, og dermed ligger den forgangne januar 2,2 grader under.

Den slags temperaturer, som Danmark over en hel januarmåned netop har oplevet, er simpelthen blevet mere og mere sjældne med tiden.

Men dykker man ned i arkiverne, skriver januar 2026 sig end ikke ind i en top-ti over de koldeste nogensinde, konstaterer klimatologen.

- Og hvis man ser på den koldeste januar overhovedet målt - altså siden vi begyndte at måle for omkring 150 år siden - skal vi tilbage til januar 1942. Da var det under minus seks grader, siger Rubek.

Årsagen til, at vi oftere og oftere har varmere januarmåneder, er de globale klimaforandringer.

Klimatologen understreger, at den aktuelle januar slet ikke siger noget om, "at den globale opvarmning er afvist".

- Det er bare et tegn på, at vejret er kaotisk og går op og ned, siger han.

Med til at bidrage til månedens vejr har været et højtryk over Finland, der har sendt kold luft ind over Danmark.

Koldest har det været i det nordlige og centrale Jylland, som er det tætteste, man i Danmark kommer på fastlandsklima, forklarer Rubek.

Men selv om man skal forberede sig på, at denne form for isnende temperaturer næppe bliver en årlig begivenhed, ser det ifølge DMI's prognoser ud til, at vintervejret har bidt sig fast også her i begyndelsen af februar.

Og det er ikke til at spå om, hvornår der igen kommer sådan en kold januar.

- Vi kan sagtens få en meget kold vinter igen - altså isvinter med hvid jul og det hele. Det er bare sjældnere og sjældnere, at vi oplever det, siger Frans Rubek.

- Til gengæld er det oftere, at vi oplever høje temperaturer. Den varmeste januar, vi har målt, ligger kun seks år tilbage. Der var det over fem grader i gennemsnit, og det er jo noget helt andet end det, vi lige har oplevet, lyder det.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT