To personer meldes dræbt i et russisk droneangreb i Ukraine

4. FEB 2026 • 07:58UDLAND

Forud for møde i Abu Dhabi mellem Rusland og Ukraine meldes to personer dræbt i et russisk droneangreb.

To personer er blevet dræbt i et russisk droneangreb i den ukrainske region Dnipropetrovsk.

Det melder Mykola Lukashuk, der leder regionens administration, på den krypterede beskedtjeneste Telegram.

- En 68-årig kvinde og en 38-årig mand blev dræbt, siger han.

Meldingen om angrebet kommer, før repræsentanter fra Rusland og Ukraine skal deltage i møder om fred i Abu Dhabi med USA som mægler senere onsdag.

Torsdag sagde USA's præsident, Donald Trump, at han på grund af meget lave temperaturer i Ukraine havde fået Ruslands præsident, Vladimir Putin, til at afstå fra at angribe Ukraines hovedstad, Kyiv, og andre ukrainske byer i en uge.

Tirsdag sagde Trump, at den ugelange pause udløb søndag, hvilket også var meldingen fra Rusland. Og søndag var der meldinger om angreb igen.

Efter flere runder med forhandlinger er det endnu ikke lykkedes at nå frem til en aftale på Europas mest dødelige konflikt siden Anden Verdenskrig.

Krigen begyndte, da Rusland invaderede nabolandet i 2022.

Et massivt drone- og missilangreb forud for forhandlingerne har lammet Ukraines energinet og slået strøm og varme fra, hvilket er kritisk under en periode med temperaturer langt under frysepunktet.

Det fik Ukraines præsident til at lange hårdt ud efter Rusland tirsdag.

- Ethvert russisk angreb af denne type bekræfter, at holdningen i Moskva ikke har ændret sig: De fortsætter med at satse på krig og ødelæggelse af Ukraine. De tager ikke diplomatiet alvorligt, sagde han.

Natos generalsekretær, Mark Rutte, besøgte tirsdag Ukraine og garanterede, at Nato vil give Ukraine stærke sikkerhedsgarantier.

Det største stridspunkt i forhandlingerne mellem de stridende parter drejer sig om territoriet i det østlige Ukraine. Rusland kræver, at Ukraine trækker sine soldater ud af områder af Donbas, herunder byer med enorme naturressourcer.

Ukraine mener modsat, at konflikten bør stoppe langs den nuværende frontlinje og har afvist at trække sine soldater tilbage, hvis ikke Rusland gør det.

Rusland, der har besat omkring 20 procent af Ukraine, har truet med at overtage resten af Donetsk-regionen, hvis forhandlingerne ikke fører nogen vegne.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT