Hård vind forhindrer småfærger i at krydse danske farvande

4. FEB 2026 • 09:04INDLAND/KRIMINAL

Onsdag morgen har været præget af aflysninger blandt danske færger, fordi hård vind giver problemer.

En hård vind blæser over Danmark, og det forhindrer onsdag flere småfærger i at komme frem.

På Vestkysten er færgen mellem Thyborøn og Agger aflyst onsdag mellem klokken 09.40 og 14.55.

Det skyldes vejret og vandstanden, lyder det på færgens hjemmeside.

Også på Fyn og i Det Sydfynske Øhav volder blæsten problemer.

Onsdag morgen har afgangene med Ærøfærgerne fra Faaborg klokken 05.50 og 08.50 været aflyst, skriver Fyens Stiftstidende.

Afgangen fra Søby i retning mod Fyn var aflyst klokken 04.40 og 07.20.

Også afgange mellem Søby og Fynshav har været aflyst. Det gjaldt afgangen klokken 06.00 fra Søby og klokken 07.10 fra Fynshav.

Alslinjen, der driver ruten mellem Bøjden og Fynshav, melder også om aflysning på grund af stormvejr, skriver Fyens Stiftstidende.

Færgen "M/F Højestene", som sejler fra Svendborg til Skarø og Drejø, er ifølge P4 Trafik aflyst til og fra Skarø onsdag frem til klokken 16.00.

Man kan dog fortsat komme til Drejø.

På Bornholm er tre af onsdagens dobbeltture mellem Rønne og Ystad ifølge Bornholms Tidende påvirket af vejret.

På afgangene fra Rønne klokken 10.30, 16.30 og 20.30 og retursejladserne fra Ystad klokken 12.30, 18.30 og 22.30 medtager hurtigfærgen ikke transporter med levende dyr eller ophængt kød på vogndækket.

Mellem Gudhjem og Christiansø er færgen også aflyst onsdag, skriver Christiansøfarten. Det har sejlturene til og fra Christiansø været den seneste uge, skriver TV2 Bornholm.

Ingen af de nuværende beboere kan ifølge øens administrator, Søren Thiim Andersen, mindes, at det er sket de seneste 20 år.

Han kalder det "helt usædvanligt" over for mediet.

Den indstillede sejlads skyldes en hel uge med så kraftig vind fra øst, at bølgehøjden udfordrer Ertholmenes reservebåd, "Elefanten".

Der er ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) melding om jævn til hård vind fra øst onsdag - ved østvendte kyster stedvis op til kuling.

Vind betegnes ifølge DMI som hård, når den ligger mellem 10,8 og 13,8 meter i sekundet.

Af onsdagens vejrkort fremgår det, at det på tværs af landet blæser mellem 12 og 14 meter i sekundet med vindstød ved kysterne på op mod 22 meter i sekundet.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT