Anmeldelser: Dokumentar giver Løkke god reklame til valgkamp
Tv-anmeldere er enige om, at Lars Løkke Rasmussen kan være tilfreds med, hvordan han fremstilles i dokumentar.
Er den nye dokumentar "Udenrigsministeren: Spillet om Grønland" ubetalelig reklame og en solid omgang propaganda for udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M)?Det spørgsmål blev allerede stillet, inden første afsnit af dokumentaren i tre dele blev vist.
Efter at første afsnit er blevet vist på TV 2 Play, er flere anmeldere enige om, at Lars Løkke Rasmussen kan være tilfreds med fremstillingen af sig selv i rollen som manden, der skal forsøge at løse krisen om Grønland.
- Spørgsmålet er blot, hvem der får mest ud af det. Løkke selv eller seerne, skriver Berlingske i en tostjernet anmeldelse.
- Nok mest ham, selv om dokumentarseriens første af i alt tre afsnit er godt produceret, med lækkert billedmateriale og morsomme bemærkninger, især fra Løkke selv. Alligevel virker det hele for overfladisk, når det kun er ham, der har hovedrollen med hans nærmeste rådgivere som lidt for meget eftersnakkende bipersoner, skriver mediet.
Berlingske kritiserer, at statsminister Mette Frederiksen (S) i dokumentaren nærmest ingen rolle spiller i forsøget på at løse den store krise i forholdet til USA.
I en firestjernet anmeldelse skriver Kristeligt Dagblad, at Løkke "må smile hele vejen hen til valgkampen" med henvisning til det folketingsvalg, der skal afholdes inden udgangen af oktober.
- I det hele taget kan han næppe få armene ned over den reklame, TV 2 skaffer ham og hans parti så tæt på næste folketingsvalg, skriver mediet.
Kristeligt Dagblad bemærker også det totale fravær af statsministeren i dokumentaren.
- Fortællingen udadtil er, at man har lagt det hele i Udenrigsministeriets hænder, for det kunne være "blevet en fest", hvis Mette Frederiksen skulle have siddet i det ovale værelse, efter at Donald Trump havde sagt, at han vil eje Grønland, som Løkke siger, skriver mediet.
Politiken giver første afsnit af dokumentaren fire hjerter. Mediet bemærker, at det helt elementært er spændende og vigtigt at følge håndteringen af den store krise med USA.
- Det er forståeligt nok irriterende for Lars Løkke Rasmussens politiske modstandere, skriver mediet.
Berlingske skriver, at "kritiske spørgsmål er der ikke mange af" i første afsnit.
For eksempel i en sekvens, hvor Lars Løkke Rasmussen er blevet afsløret i at have tilbudt at betale sin daværende partifælle i Moderaterne Mike Fonseca penge for at opgive sit folketingsmandat, efter at Fonsecas forhold til en pige er kommet frem.
Her lover Løkke først et interview til den fremmødte presse, inden han skal til et møde på Færøerne. I stedet stikker udenrigsministeren af via en anden udgang uden at svare på spørgsmål.
/ritzau/
