Københavns Lufthavn slår hidtidig rekord for januar
2,2 millioner passagerer var gennem Københavns Lufthavn i januar, hvilket er 14 procent flere end sidste år.
Passagererne strømmer fortsat til Københavns Lufthavn, og januar var ingen undtagelse.I alt rejste 2,2 millioner passagerer gennem lufthavnen i Kastrup i løbet af årets første måned.
Det er 14 procent flere end sidste år og det højeste januartal nogensinde, skriver lufthavnen i en pressemeddelelse.
Det stigende antal skyldes i høj grad stor vækst i antallet af transferpassagerer fra blandt andet Norge og Sverige, fortæller Peter Krogsgaard, der er kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.
- En stor del af de norske og svenske rejsende er i transfer i lufthavnen, hvor de lander for at flyve videre på en af de mange ruter, der er ud i verden fra Københavns Lufthavn, siger han i pressemeddelelsen.
I januar var Norge, Spanien og Storbritannien de tre lande med flest rejsende.
Alene mellem Norge og lufthavnen i Kastrup var der 214.000 passagerer i årets første måned. Det er en stigning på 26 procent sammenlignet med samme måned sidste år.
Ligeledes har der mellem København og Sverige været en stigning på 26 procent, hvilket svarer til 147.000 passagerer.
Ifølge Peter Krogsgaard medvirker den danske vinterkulde også til, at flere tager til lufthavnen for at søge mod varmere himmelstrøg og populære destinationer som Thailand og Spanien.
- Flere flyselskaber har åbnet nye ruter i vinterprogrammet og øget antallet af flysæder og rejsemuligheder til og fra København. Det er meget positivt, og det er der mange, der benytter sig af, lyder det.
Travlheden i Danmarks største lufthavn ser ifølge den kommercielle direktør ud til at fortsætte.
Fredag den 6. februar begynder vinterferieperioden, hvor mange rejsende fra Danmark og Sydsverige tager afsted fra København.
I og omkring uge 7 og 8 forventes 1,37 millioner passagerer at rejse gennem lufthavnen, hvilket er ti procent flere end sidste år, oplyser Københavns Lufthavn.
- Asien og de mange skidestinationer i nord og syd er klare favoritter for mange rejsende, siger Peter Krogsgaard.
Det er ikke kun i år, at Københavns Lufthavn har mange besøgende.
Sidste år var der 32,4 millioner rejsende, som lagde vejen forbi Kastrup. Det er et godt stykke over den hidtidige rekord på 30,3 millioner passagerer i 2018.
/ritzau/
