Valgplakater fik kort levetid i København før gerningsmænd rev dem ned

19. MAJ 2024 • 13:56ERHVERV/POLITIK

Der er tale om plakater fra partier som Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, Moderaterne og Venstre.

Natten til søndag er en stor portion valgplakater blevet revet ned i København, blot et halvt døgn efter at de blev sat op.

Det viser billeder og videoer fra flere lokationer omkring søerne i København.

Der er tale om plakater fra forskellige partier som Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, Moderaterne og Venstre

Københavns Politi er på sagen, efter at man klokken 00.50 fik en anmeldelse om såkaldt politisk hærværk omkring Peblinge Dosseringen i København.

Her blev flere gerningsmænd set, mens de klippede valgplakater ned.

Politiet rykkede ud til gerningsstedet for at forsøge at fange gerningsmændene, men det lykkedes ikke.

Der er dog blevet noteret et signalement.

- Vi har iværksat de fornødne efterforskningsskridt for at finde frem til dem, siger Stefan Ladeby, vagtchef hos Københavns Politi.

Han kommer med en opfordring til borgerne om at lade plakaterne hænge.

At fjerne dem betragtes som politisk hærværk og er strafbart ifølge straffeloven.

Fra politisk side er der skarp fordømmelse.

- Totalt uacceptabelt at valgplakater er flået ned i København. Udemokratisk, skriver Christel Schaldemose, spidskandidat for Socialdemokratiet, på X.

Her takker hun Enhedslistens kandidat Ludvig Goldschmidt, der var tidligt oppe søndag morgen for at sætte både sine egne og konkurrenternes plakater op igen.

- Søndag morgen bruges på at hænge både egne og konkurrenternes plakater op igen, fordi tosser i nat har klippet dem ned, skriver Ludvig Goldschmidt på X.

Moderaterne melder, at det drejer sig om "flere hundrede" af deres plakater, der er blevet klippet ned.

- Nu sætter vi dem op igen, men en demokratisk valgkamp skal vindes på argumenter og ikke med vandalisme, skriver partiet på LinkedIn.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU