V-top sætter ordfører på plads efter udtalelser om medieombudsmand
Venstres kulturordfører, Kim Valentin, udtaler sig forkert om kommende medieombudsmand, siger Stephanie Lose.
Det er ikke Venstres holdning, at en kommende medieombudsmand skal kunne stoppe mediers dækning af en sag.Sådan udtaler Venstres næstformand, økonomiminister Stephanie Lose, sig til fagbladet Journalisten mandag.
Dermed sætter hun sin partifælle, Venstres kulturordfører, Kim Valentin, på plads.
Venstre mener, skriver Lose i en skriftlig kommentar, at medieombudsmanden skal arbejde i fuld respekt for pressefriheden. Den er grundlæggende for vores demokrati.
- Og i Venstre ønsker vi ikke, at en medieombudsmand skal kunne forhindre medier i at dække en konkret sag, lyder det fra Lose.
Valentin har i debatindlæg hos Mediawatch og til Berlingske ellers udtalt, at medieombudsmanden skal have vide beføjelser såsom at kunne stoppe dækningen af en historie, hvis "debatten er kørt af sporet".
Det har ført til massiv kritik hos en række mediechefer, og nu har Venstre-toppen altså blandet sig i sagen.
I januar anbefalede det regeringsnedsatte medieansvarsudvalg, at der bør indføres en statsfinansieret medieombudsmand.
Denne skal fungere som et uafhængigt, offentligt organ og skal blandt andet have kompetence til at føre straffesager om freds- og ærekrænkelser bragt i massemedier.
I august meddelte kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) i et folketingssvar, at han - og dermed regeringen - vil have en medieombudsmand.
Formand for medieansvarsudvalget var eksminister for Venstre Søren Pind.
I januar udtalte han, at han håber på, at "udvalgets anbefalinger kan føre til, at der kommer retfærdighed for mennesker, som er blevet uretfærdigt behandlet i medierne og særligt på de digitale tjenester".
En medieombudsmand skal kunne skride ind af egen drift, hvis der sker "uhensigtsmæssig" medieopførsel, sagde Pind.
Ikke alle i udvalget var enige i anbefalingen af en medieombudsmand.
Direktøren for JP/Politikens Hus, Stig Ørskov, som snart forlader sin stilling, valgte at stå uden for anbefalingen.
/ritzau/