Vega aflyser koncert med rapper efter Hitler-udtalelse
Vega aflyser koncert med rapperen Miklo efter video, hvor han udtaler sig i rosende vendinger om Hitler.
Spillestedet Vega i København har aflyst en koncert med den danske rapper Miklo.Det sker, efter han er blevet beskyldt for at hylde Adolf Hitler og det nazistiske folkemord mod jøderne i en video.
Det skriver Vega i en pressemeddelelse.
Miklo har i en video på det sociale medie TikTok sagt:
- Kontroversiel, som om jeg vil på en blacklist, fuck Israel, alle støtter med deres absence (fravær, red.), sagde han og tilføjede:
- Heil Hitler, han forstod, de skulle gasses.
I et skriftligt svar til B.T. har rapperen tidligere afvist, at han støtter nazismen eller Hitler - og Miklo kaldte ved den lejlighed udtalelserne for “et lille TikTok-stunt”.
Koncerten skulle have fundet sted 29. november.
Ifølge Vega er det netop TikTok-videoen, der er grunden til, at koncerten nu er aflyst.
- Antisemitiske handlinger er ulovlige i Danmark, og vi kan, uanset hvilke intentioner der måtte ligge bag Miklos ytring, ikke tolke den som andet end netop det, skriver spillestedet og fortsætter:
- At udtrykke afstand til et regime, en politisk magt eller en ideologi er legitimt. At angribe eller dæmonisere en hel befolkningsgruppe på baggrund af for eksempel etnicitet, religion eller køn er ikke.
- Derfor er ytringen uforenelig med Vegas værdier og ønske om at være et trygt rum for alle vores gæster og ansatte. Og af denne årsag aflyser vi koncerten, skriver Vega.
I 2023 blev Miklo, hvis rigtige navn er Anders Henckel Johansen, desuden idømt tre år og ni måneders fængsel for grov vold, frihedsberøvelse, røveri og afpresning.
Han blev dømt for at have været involveret i en situation, hvor tre ofre mødte op i en lejlighed.
Her blev ofrene overfaldet af tre maskerede mænd, lænket til en radiator og udsat for grov vold.
Miklo er blandt andet kendt for sange som "Hvad for noget", "Shotta", "Early Morning" og "GENERATION GAZA".
Før aflysningen skrev Vega på sin hjemmeside, at "Når Miklo står på scenen i Vega, bliver det ikke blot et vendepunkt for musikeren selv, men også en unik mulighed for publikum for at opleve rapperen for allerførste gang."
Billetkøbere til koncerten "får direkte besked og vil få købte billetter refunderet", skriver Vega i pressemeddelelsen.
/ritzau/