Mike Fonseca har stævnet eks-partifælle efter udtalelse om kæreste

8. SEP 2025 • 15:27ERHVERV/POLITIK

Monika Rubin kritiserede Mike Fonseca, da det kom frem, at han havde indledt et forhold til en 15-årig pige.

Løsgænger i Folketinget Mike Fonseca har stævnet folketingsmedlem Monika Rubin (M) efter udtalelse om Fonsecas kæreste.

Det oplyser Rubin til DR Nyheder, ligesom også Fonseca bekræfter det i en skriftlig kommentar til Ritzau.

- Jeg har fuld respekt for ytringsfriheden, og at der skal være plads til kritisk debat, men det er at gå for langt at beskylde en anden for at have begået en alvorlig strafbar handling, som vedkommende ikke har gjort sig skyldig i.

- Der er en klar forskel på saglig kritik og på grove, usande beskyldninger, der skader mit navn og omdømme, lyder det blandt andet fra Fonseca.

Rubin har beskyldt Fonseca for grooming i et Facebook-opslag fra november 2023. Fonseca vil have Rubin til at trække beskyldningerne om ham tilbage og slette dem fra Facebook.

I lørdags kom det frem via Rubin, at Fonseca, der har en fortid hos Moderaterne, havde truet med at stævne. Fonseca mener ikke, at der er tale om en trussel, men blot normal procedure.

Sagen handler om, at Rubin i 2023 kritiserede Fonsecas forhold til en dengang 15-årig pige. Mike Fonsecas forhold førte til, at han måtte forlade Moderaterne.

I lørdags lød det fra Rubin, at Fonseca havde sendt et krav på 100.000 kroner og en trussel om en stævning. Beløbet skulle betales søndag, hvilket altså ikke er sket.

Rubin har ikke trukket sin kritik retur, siden sagen kom frem.

- Jeg står fast på mit synspunkt. Voksne mennesker, der søger børn, er et problem. Og man bør ikke kunne true sig til tavshed, skrev Rubin på Facebook lørdag.

Efter at sagen kom frem, meldte Fonseca sig ud af Moderaterne og gik på sygeorlov. Han er i dag tilbage i arbejde som løsgænger.

Kæresteforholdet stred imod Moderaternes adfærdskodeks, som foreskriver, at man ikke må have seksuelle relationer med personer under 18 år.

- Jeg er så vred! Og skuffet over, at han så samtidig mener, at han er en god repræsentant for den danske befolkning, når han har så forskruet en tilgang til unge mennesker og deres seksualitet, skrev Rubin umiddelbart efter på Facebook.

Dengang skrev hun også, at hun mente, at der var tale om grooming, da et voksent menneske ifølge hende havde brugt sin status og erfaring til at forføre et ungt menneske. Opslaget findes fortsat på Rubins Facebook-profil.

Grooming er strafbart. Det handler ifølge Red Barnet om en relation, hvor en mental eller aldersmæssigt overlegen person opbygger en relation til et barn eller ung for at udnytte dem seksuelt.

I januar 2024 stoppede Midt- og Vestsjællands Politi en efterforskning af Mike Fonseca for grooming.

Politiet vurderede ikke, at der var en begrundet formodning om, at der var foregået noget strafbart.

Hvad Fonseca konkret kræver erstatning for, vides ikke. Rubin er normalt politisk ordfører for Moderaterne, men er i øjeblikket på barsel.

Kort før sommerferien kom det i Frihedsbrevet og i bogen "Det koster et mandat" frem, at Moderaterne havde tilbudt Fonseca penge for at opgive sit mandat, som så kunne beholdes i Moderaternes rækker.

Konkret tilbød Moderaterne i 2023 Fonseca en form for fratrædelsesaftale, der blandt andet inkluderede 370.000 kroner.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT