Benjamin Koppel aflyser koncerter: Har fået borrelia
Benjamin Koppel aflyser koncerter og litteraturarrangementer, da han har fået borrelia efter et flåtbid.
Forfatteren og musikeren Benjamin Koppel har fået borrelia og må derfor aflyse en række musik- og litteraturarrangementer.Det skriver han i et opslag på Instagram.
- Jeg bliver desværre nødt til at aflyse en række koncerter og litteraturarrangementer i den næste tid, fordi sådan en lille fyr her har givet mig neuroborreliose, skriver Koppel i et opslag, der viser et billede af en flåt.
På Facebook skriver Cowbell, der er Koppels virksomhed, at det er alle arrangementer i september, som enten aflyses eller flyttes.
- Benjamin ser frem til at vende tilbage på scenen, så snart helbredet tillader det, lyder det.
Neuroborreliose skyldes ifølge Statens Serum Institut (SSI) infektion med bakterien borrelia, der i Danmark overføres fra dyr til mennesker via skovflåtbid.
51-årige Koppel har det meste af sin karriere været kendt fra musikkens verden som saxofonist og komponist.
Det er blevet snart 70 albummer næsten udelukkende med original musik for Koppel.
I 2022 debuterede han så som forfatter med bestsellerromanen "Annas sang", der solgte flere end 125.000 eksemplarer og vandt flere priser.
Siden er det blevet til flere priser for forfattergerningen.
I foråret blev Koppel tildelt bogprisen De Gyldne Laurbær for sin roman "Sommerfuglens stemme", der er en fortælling om slægtshistorie i den jødiske Koppelman-familie fortalt gennem flere årtier.
Neuroborreliose smitter ikke mennesker imellem.
Der registreres ifølge SSI omkring 180 tilfælde af neuroborreliose om året i Danmark.
Symptomerne er hovedpine, udstrålende nervesmerter og muskellammelser, typisk i ansigtet.
De fleste tilfælde påvises i perioden juli til september. Sygdommen optræder hyppigst blandt børn i alderen 5-10 år og voksne i alderen 60-70 år.
/ritzau/