Ministerium får kritik for ansattes adgang til oplysninger om våben
Forsvarsministeriet følger ikke med i ansatte, der tilgår oplysninger om våben, lyder kritik fra vagthund.
Forsvarsministeriet får skarp kritik for dets beskyttelse af ansattes adgang til oplysninger om våben, ammunition og eksplosiver.I en ny beretning fra Statsrevisorerne og Rigsrevisionen lyder det, at "mange ansatte" har adgang til oplysninger i ministeriets it-systemer.
Men Forsvarsministeriet har ikke vurderet, om de ansatte har et arbejdsmæssigt behov for oplysninger om eksempelvis antal af våben og våbnenes placering.
Derudover følger ministeriet heller ikke "tilstrækkeligt med i", hvem der tilgår oplysningerne.
Konsekvensen kan i sidste ende være, at "ansatte bevidst eller ubevidst videregiver oplysninger om Forsvarets våben, og at disse oplysninger kan bruges som led i spionage, sabotage og anden kriminalitet", lyder det i beretningen.
En "skarp kritik" fra Statsrevisorerne er den næsthøjeste grad af kritik på den skala, der benyttes.
Statsrevisorerne mener, at ministeriet bør tage stilling til, om ansatte med adgang til oplysninger om våben har et arbejdsmæssigt behov for adgangen.
Det gælder, uanset om de ansatte er sikkerhedsgodkendt, som Forsvarsministeriet har bemærket, at de er.
Forsvarsministeriet har oplyst, at de vil iværksætte tiltag til at styrke it-sikkerheden.
Det samme påpeger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i en pressemeddelelse, hvor han tager kritikken "meget alvorligt".
- Som bekendt arbejdes der på at forbedre og modernisere Forsvarets etablissementer og it. Som en naturlig del af dette arbejdes der på at forbedre sikkerheden.
- Beskyttelse af militære områder skal indgå i løsningerne ude på Forsvarets fysiske installationer, og der skal være de rette beskyttelsesforanstaltninger, når følsomme oplysninger behandles, udtaler Troels Lund Poulsen.
Statsrevisorerne består af seks medlemmer, der er politisk udpeget, men de er ikke nødvendigvis medlemmer af Folketinget. De har til opgave at kontrollere statens udgifter.
Det gør Statsrevisorerne i samarbejde med Rigsrevisionen, der ikke er politikere, men embedsmænd.
Når Statsrevisorerne tager en sag op, bliver den behandlet af Rigsrevisionen, der sender en redegørelse. Herefter kan Statsrevisorerne enten melde alt okay eller give varierende grader af kritik.
Sagen om beskyttelse af oplysninger af våben er dog taget op på eget initiativ af Rigsrevisionen.
/ritzau/