OVERBLIK: Hvad vi kan lære efter fejlslagen indsats i Afghanistan

Trods 20 års indsats i Afghanistan overtog Taliban magten og driver i dag et regime, som Vesten er imod.

Læs mere her:

* Viden var på afgørende områder frakoblet beslutninger.

Der blev taget beslutninger, hvor viden om situationen i Afghanistan blev sorteret fra. Især i de første år var der desuden mangel på viden.

USA og Vesten pressede efter angrebene 9. september 2001 på for en hurtig og massiv militær reaktion. Men en realistisk og nuanceret overvejelse kunne have ført til en mindre ambitiøs reaktion, men potentielt mere effektiv tilgang.

For eksempel en direkte bekæmpelse af al-Qaeda fremfor regimeskifte.

Amerikanerne vidste, at Taliban stod stærkt, men valgte at forhandle alligevel. Selv om den afghanske hær ikke var klar, blev sikkerhedsansvaret overdraget til trods for korruption og brutalitet.

Det var ikke udviklingen, men opfyldelsen af Vestens tjeklister som for eksempel pengeforbrug, antal indkøbte skolebøger og andet, som der blev målt på.

* Fragmentering af aktører og formål.

Krigens formål var for mange, uklare og skiftende, og Afghanistan blev arena for en lang række konkurrerende formål. Det var i form af terrorbekæmpelse, oprørsbekæmpelse, statsopbygning og kapacitetsopbygning.

Der var mange forskellige aktører med egne dagsordener, som trak i hver deres retning. Det betød manglende koordination, sammenhæng og høj grad af fragmentering.

* Ubalance mellem militær og civil indsats.

På den ene side kan der ikke etableres langsigtet sikkerhed uden udvikling, og omvendt kan der ikke igangsættes udvikling, hvis ikke der er et minimum af sikkerhed.

De militære hensyn trumfede den civile indsats, fordi amerikanerne valgte en "sikkerhed først-strategi".

Først i 2015 blev opbygning af landet en selvstændig opgave. Men selv på det tidspunkt var træningen ikke langsigtet, da den ikke tog udgangspunkt i det afghanske behov, men forblev af generel karakter.

* Fred i krig.

I de tidlige faser blev forhandlinger ikke set som et reelt alternativ til krig.

Umiddelbart efter 9. september kunne USA ikke indgå kompromisser med Taliban, som offentligheden ikke kunne adskille fra al-Qaeda.

Forhandlinger med Taliban kom så sent, at de reelt blev til en del af exitstrategien i stedet for at indgå i overvejelser omkring fredsopbygning.

Amerikanerne forhandlede, da Taliban stod absolut stærkest. Men vil man maksimere udbyttet, skal man forhandle, når modstanderen har noget at tabe.

Desuden gik amerikanerne enegang, og resten af Vesten fulgte med fremfor at skabe en modvægt.

* Manglende legitimitet til indsats.

Flere ting skabte problemer med opbakningen til indsatsen. For eksempel støtten til brutale lokale aktører, Guantanamo-fængslet, tortur, koranskændinger, civile tab og korruption i centralregeringen.

En vigtig lære er, at en udefrakommende aktør typisk har tidsfaktoren imod sig. Ikke kun hvis man er besættelsesmagt, men også hvis man er rygstød for en lokal regering, vil man med tiden fremstå som ondets rod.

/ritzau/