Rusland advarer mod at overfortolke ny atomdoktrin

30. SEP 2024 • 17:35UDLAND

Alt skal ikke sættes i forbindelse med Ukraine-konflikten, siger Kreml efter ændring af Ruslands atomdoktrin.

Rusland nedtoner sin nye og opdaterede atomdoktrin.

Den har vakt nogen bekymring i Vesten, der frygter, at Rusland nu forbeholder sig ret til at bruge atomvåben, hvis Ukraine bruger langtrækkende vestlige våben inde på russisk territorium.

Men nu ser det ud til, at ledelsen i Kreml i den russiske hovedstad, Moskva, lægger en dæmper på frygten.

- Der er ikke nogen grund til at overfortolke dette dokument. Det er et ekstremt vigtigt dokument, ja, og vigtige beslutninger vil blive formaliseret efter det, siger Dmitrij Peskov, talsmand for Kreml, ifølge Tass.

- Men den særlige militære operation i Ukraine skrider frem som planlagt, og ikke alt skal sættes i forbindelse med den.

Rusland kalder stadig krigen i Ukraine for en "særlig militær operation".

Den begyndte med Ruslands angreb den 22. februar 2022, og siden har Vesten hjulpet Ukraine med at holde Rusland stangen.

Ruslands doktrin for brug af atomvåben har hidtil været, hvis "statens eksistens trues".

Men i sidste uge foreslog Ruslands præsident, Vladimir Putin, under et møde i det russiske sikkerhedsråd, at doktrinen skal ændres.

Herefter skal Rusland være klar til at bruge atomvåben, hvis landet bliver angrebet med konventionelle våben, som "er en kritisk trussel mod vor suverænitet".

Ukraine har længe presset på for at få lov til at bruge langtrækkende vestlige raketter, der kan ramme mål langt inde på russisk territorium.

Vestlige sikkerhedseksperter har talt om russisk "atomafpresning".

Men Fabian Hoffmann, tysk militærekspert, har på det sociale medie X konstateret, at der foreløbig ikke er troværdige tegn på, at Rusland forbereder sig på at bruge atomvåben.

- Der er en stor sandsynlighed for, at Putin aldrig vil bruge atomvåben som en sidste udvej, fordi risikoen er for stor, siger han.

- Der er en lige så stor chance for, at Ruslands atomtrusler vil forblive utroværdige og kun være retoriske trusler, som ikke forvandles til handling, siger han videre.

/ritzau/dpa

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT