Israelske specialstyrker meldes i aktion i Libanon

30. SEP 2024 • 16:38UDLAND

Israelske soldater opererer på landjorden og i Hizbollah-tunneler i Libanon, rapporterer flere medier.

Flere internationale medier rapporterer om israelske soldater, der er i aktion i det sydlige Libanon.

Muligvis som forberedelse til en invasion af Libanon eller dele af landet.

Wall Street Journal skriver ifølge den israelske avis Times of Israel, at soldater er trængt ned i tunneler, som den militante shiamuslimske Hizbollah-millits bruger i Libanon.

CNN skriver, at amerikanske embedsmænd bekræfter, at israelske soldater gennemførte det, som tv-stationen kalder specialoperationer nær den israelske grænse mandag morgen.

Netavisen The Independent skriver om specialstyrker, der har foretaget mindre angreb i det sydlige Libanon for at indsamle efterretninger om Hizbollahs stillinger.

Ofte er det udenlandske medier, der fortæller om følsomme oplysninger fra Israels forsvarsstyrker, da israelske medier er underlagt militærcensur.

Men israelske medier må godt citere fra udenlandske medier.

Yoav Gallant, Israels forsvarsminister, har mandag besøgt tropper, der er opmarcheret ved grænsen til Libanon.

- For at få vore borgere i nord sikkert tilbage til deres hjem, vil vi aktivere alle vore kapaciteter, herunder jer, sagde han ifølge The Independent.

Israel har erklæret, at formålet med de seneste ugers optrapning mod Hizbollah netop er at få de anslået 60.000 israelere, der i måneder var været fordrevet internt fra det nordlige Israel på grund af Hizbollahs beskydning, tilbage igen.

Og så skal det sikres, at de kan leve i fred.

Efter Hamas-angrebet på Israel den 7. oktober 2023, da Hamas fra Gaza dræbte 1200 israelere og tog 250 gidsler, gik Israel i offensiven mod Hamas i Gazastriben.

Det fik Hizbollah til at erklære, at militsen i Libanon nu ville beskyde Israel i solidaritet med Hamas.

Den beskydning har stået på siden den 8. oktober.

I de seneste to uger har Israel dræbt en række af Hizbollahs ledere, herunder den øverste leder, Hassan Nasrallah.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT