Pensionsmilliarder investeres grønt i udviklingslande for at skabe afkast

20. NOV 2024 • 08:20ERHVERV/POLITIK

Fire danske pensionskasser bidrager med milliarder til ny fond, der skal investere i udviklingslande.

Milliarder af danskernes pensionskroner skal nu investeres i udviklingslandes private sektorer for at skabe momentum bag bæredygtig udvikling i hårdt udfordrede områder – og tjene penge til de danske pensionskunder.

Fire danske pensionsselskaber og Investeringsfonden for Udviklingslande er gået sammen om at afsætte 2,7 milliarder kroner til en ny Verdensmålsfond II.

Det fortæller parterne i en pressemeddelelse.

For udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) er den nye fonds investeringer strategiske for Danmark.

- Som en lille åben økonomi skal vi have fokus på de dele af verden, hvor der er vækst – eksempelvis Asien, Latinamerika og Afrika, siger han i meddelelsen.

Det er PKA, PFA, Pensam og P+, der står bag investeringerne.

Der er ikke tale om en gavefinansiering fra dansk side, understreges det. Et afkast til pensionskunderne er afgørende for investeringen i udviklingslandene.

Parterne betoner, at pengene skal bruges til at understøtte den grønne omstilling, bidrage til bedre levevilkår og ”samtidig skabe gode afkast for investorerne”.

- Med IFU’s Verdensmålsfond har vi en investeringsmodel, der reducerer risici og sikrer afkast og resultater. Det er godt for både danskernes pensionsopsparing og for klimaet, når vi skaber flere investeringer i eksempelvis bæredygtige energikilder, siger udenrigsministeren videre.

Fonden annonceres i de afgørende dage af klimatopmødet COP29.

Her er det centrale tema at aftale et nyt mål for klimafinansiering af udviklingslande.

Vesten står hårdt fast på, at det kræver privat kapital – for de offentlige kasser kan slet ikke løfte opgaven tilstrækkeligt.

Den nye fond viser, hvordan en sådan tilgang kan virke, lyder det.

- Private investorer er ofte tilbageholdende med at investere i udviklingslande på grund af høj risiko, og det er en kæmpe udfordring, hvis verdensmålene skal realiseres, siger Lars Bo Bertram, CEO i Investeringsfonden for Udviklingslande, i meddelelsen.

De danske milliarder kan derfor hjælpe med at gøre større investeringer i udviklingslandene mere sikre.

- Den opgave kan ikke alene løftes med offentlige midler, og derfor er der behov for, at vi fjerner noget af risikoen for at tiltrække risikovillig privat kapital, siger Lars Bo Bertram.

De danske pensionskasser investerer dog ikke udelukkende med grønne formål for øje.

Der flyder stadig milliarder mod udviklingen af fossile selskaber.

Mellemfolkeligt Samvirke har eksempelvis afdækket, at 16 danske pensionsselskaber tilsammen har investeret for over 20 milliarder kroner i fossile selskaber.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT