Elever donerer arbejdskraft til unge i Zimbabwe med mentale lidelser

20. NOV 2024 • 08:27INDLAND/KRIMINAL

Danske gymnasielever vil med penge til kunst og sport hjælpe unge i Zimbabwe, der har psykiske lidelser.

Onsdag trækker gymnasieelever landet over i arbejdstøjet for at donere et dagsværk til unge mennesker i Zimbabwe.

Her lider et stigende antal unge af mentale problemer som angst og depression, skriver Operation Dagsværk på sin hjemmeside.

Ifølge organisationen er der tale om en mental sundhedskrise i landet.

De indsamlede penge fra årets Dagsværksdag skal bruges til at lave gratis aktiviteter for unge zimbabwere, hvor de kan dyrke sport og udfolde sig kunstnerisk.

Det sker i samarbejde med organisationer fra Danmark og Zimbabwe, fortæller Mette-Marie Nørlev, der er kampagneleder i Operation Dagsværk.

- Vi samarbejder med danske Dream Town og to lokale initiativer i Zimbabwe, som hedder House of Arts og Yellow World.

- Formålet er at støtte de unges kamp i Zimbabwe for et bedre mentalt helbred, siger hun.

Der er i år 3700 tilmeldte gymnasielever samt nogle få hundrede elever fra skoler, der ikke tilmelder sig direkte hos Operation Dagsværk.

Det er stykke fra de 6000, der deltog sidste år, hvor der blev samlet 1,6 millioner kroner ind til ambulancereddere i Libanon.

Og det er langt færre end årene længere tilbage.

Organisationen mener, at udviklingen især skyldes coronapandemien.

- Kulturen på gymnasierne gik tabt. Det er elever, der er kulturbærere og overleverer til de nye. Det gik tabt under nedlukningerne, hvor de ikke kunne samles.

- Så vi kan mærke, at der er mange elever, der er startet på gymnasiet, som slet ikke er blevet introduceret til Operation Dagsværk, siger kampagneleder Mette-Marie Nørlev.

2019 var den sidste Dagsværksdag før årene med nedlukninger. Her blev der samlet 3,7 millioner kroner ind.

Allerede inden da var der faldende tilslutning. I årene omkring 2010 lå indsamlingsbeløbene således omkring 6 millioner kroner, mens de i nogle år før da har været endnu højere.

Operation Dagsværk tror dog, at det er muligt at vende udviklingen.

- Vi har været i tvivl, men vi tror på det. Der har været en stor nedgang i de seneste år, men vi får nye skoler ind. Vi er også begyndt at samarbejde med efterskoler og andre ungdomsuddannelser, siger Mette-Marie Nørlev.

Dagsværksdagen har fundet sted hvert år siden 1985.

I stedet for at donere penge direkte arbejder de danske unge gratis for en dag. Lønnen sender arbejdsgiverne i stedet til Operation Dagsværk.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT