Danmark topper anerkendt rangliste over verdens landes omstilling

20. NOV 2024 • 06:00ERHVERV/POLITIK

Danmarks andel af grøn energi og tilrettelæggelse af klimapolitik giver topplacering på anerkendt klimaliste.

Ingen lande fører en ambitiøs nok klimapolitik til, at der kan kåres en første, anden eller tredjeplads i global klimapolitik.

Men lige derefter ligger Danmark.

Som nummer fire er Danmark placeret på den øverst tildelte plads på den anerkendte rangliste over landes klimaindsatser Climate Change Perfomance Index.

Det præsenteres onsdag på klimatopmødet COP29 i Baku, Aserbajdsjan.

Placeringen skyldes særligt andelen af grøn energi i de danske energisystemer, mængden af udledningen af drivhusgas og tilrettelæggelsen af den danske klimapolitik.

Danmark får dog en anmærkning for vores energiforbrug, der er højt og kunne være mere effektivt.

Tænketankene New Climate Institute, Germanwatch og Climate Action Network, der står bag arbejdet med ranglisten, noterer sig flere elementer i den danske klimapolitik - som dog endnu blot er aftalt og ikke fuldført.

Vedtagelsen af verdens første drivhusgas på landbruget og animalsk produktion roses.

Det var et klart minus i sidste års rapport, at Danmark endnu ikke havde taget livtag med landbrugets udledninger.

Dertil bemærker tænketankene, at SVM-regeringen har varslet nye klimamål, hvor Danmark skal være klimaneutral i 2045 og i 2050 optage mere CO2, end man har udledt. Målene er dog endnu ikke vedtaget og skrevet ind i den danske klimalov.

Danmarks rolle i det internationale klimadiplomati bliver også tillagt stor betydning.

De seneste år har Danmark påtaget sig en faciliterende rolle i de internationale klimaforhandlinger, særligt på klimatopmødet COP29.

- Danmark har investeret massivt i det internationale klimadebat og har indtaget en central position på grund af både dele diplomati og politiske holdninger, lyder det i rapporten.

Den seneste tid har flere internationale iagttagere frygtet, at klimapolitik kunne ryge i baggrunden på grund af krige og kriser. Selv statsminister Mette Frederiksen har bemærket udviklingen globalt.

Tænketankene noterer sig, at det ikke må ske for Danmark.

- Danmark har nu udfordringen med at fastholde sit eksisterende engagementsniveau, stærke positioner og proaktiv rolle i yderligere internationale forhandlinger og diskussioner, lyder det.

Efter Danmark ligger Holland og Storbritannien på de næste pladser i toppen af ranglisten. Begge lande er højdespringere i forhold til sidste år, og særligt Storbritannien er under den nye Labour-regering rykket frem i bussen i tænketankenes øjne.

I listens modsatte ende findes Iran og Saudi-Arabien som bundskrabere.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT