Moderat minister takker vælgere efter prognose om mandat i EU

9. JUN 2024 • 23:34ERHVERV/POLITIK

Det EU-begejstrede regeringsparti Moderaterne ser ud til at sikre sig et enkelt mandat i EU-Parlamentet.

Regeringspartiet Moderaterne står til at komme i EU-Parlamentet med ét mandat efter partiets første EU-valg.

Det viser prognoser fra DR og TV 2.

I begge prognoser får partiet 6,0 procent af stemmerne.

Det EU-begejstrede regeringsparti har allerede en repræsentant i parlamentet. Det er Bergur Løkke Rasmussen, som stillede op for Venstre ved det seneste valg i 2019 og siden skiftede til Moderaterne.

Han er ikke partiets spidskandidat. Det er derimod erhvervskvinden Stine Bosse.

Med udsigt til kun et enkelt mandat til partiet, risikerer Bergur Løkke altså at måtte sige farvel til Bruxelles.

Det vil dog først stå klart mandag, når de personlige stemmer er optalt, hvem der får det mandat, som Moderaterne ser ud til at have sikret.

Partitoppen har ikke lagt skjul på, at håbet var at få to mandater.

Alligevel er kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) tilfreds med, at det ser ud til at blive en enkelt plads i EU-Parlamentet.

Det siger han søndag aften ved Moderaternes valgfest.

- Det er jeg utrolig taknemmelig for, så tak til alle, der har sat kryds ved Moderaterne.

- Vi er to år og fire dage gammelt som parti, vi fik et flot folketingsvalg. Der er ikke noget parti i danmarkshistorien, der er så ungt, som er lykkedes med at blive valgt til EU-Parlamentet. Lykkes det vil, jeg være utrolig taknemmelig, siger han.

Prognoserne er blevet offentliggjort omkring klokken 23 søndag aften.

De er baseret på både valgstedsmålinger og optalte stemmer samt data fra meningsmålinger.

Der er altså ikke tale om et endeligt resultat.

Stemmestederne lukkede i Danmark klokken 20. Kort tid efter stod DR og TV 2 klar med valgstedsmålinger.

Her så billedet mere uklart ud for Moderaterne end i prognoserne senere på aftenen.

Ifølge målingen fra DR stod partiet til at få et mandat med 6,2 procent af stemmerne.

TV 2's måling viste derimod, at Moderaterne med 5,5 procent af stemmerne ikke ville få nogen pladser i EU-Parlamentet.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT