Demonstranter kastede ting mod Argentinas præsident
Efter et vælgermøde kastede demonstranter blandt andet sten mod Argentinas præsident. Han kom ikke til skade.
Den argentinske præsident, Javier Milei, blev onsdag overdænget med sten, mens han førte valgkamp i byen Lomas de Zamora, der ligger 20 kilometer syd for Buenos Aires.Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Præsidenten sad bag i en pickup, hvor han hilste på vælgere, da demonstranterne begyndte at kaste sten, planter og flasker mod køretøjet. Han kom ikke til skade.
Køretøjet, der transporterede både præsidenten, hans søster og andre embedsmænd, forlod hurtigt stedet.
Bagefter udbrød der slagsmål mellem tilhængere og modstandere af Milei.
Ifølge AFP-journalister drejede opgøret sig om en korruptionsskandale, der handler om Mileis meget indflydelsesrige søster og højre hånd, Karina Milei.
Skandalen omhandler lækkede lydoptagelser fra den tidligere chef for Argentinas handicapagentur, Diego Spagnuolo.
I optagelserne, som medierne i Argentina har dækket i dagevis, hævder Spagnuolo, at Karina Milei har stjålet midler, der skulle være gået til mennesker med handicap.
Onsdag brød præsident Milei tavsheden i byen.
- Alt, hvad (Spagnuolo, red.) siger, er løgn, sagde han til journalister i Lomas de Zamora, inden demonstrationerne brød ud.
- Vi vil bringe ham for retten og bevise, at han løj, sagde han.
Derefter udbrød tumulten. AFP talte med nogle af de involverede efter postyret.
- Milei kom for at provokere. Og ja, han var nødt til at gå, hvilket var passende, sagde pensionisten Ramon, som foretrak ikke at oplyse sit efternavn. Han beskrev Lomas de Zamora som en højborg for oppositionen.
Men Mileis tilhængere var også mødt op for at støtte ham.
Kommunikationseksperten Ariel Ferrari sagde, at han kom for at forsvare Mileis idéer og for at befri Latinamerika og hele verden fra det, som han betegnede som socialistiske, marxistiske idéer, der aldrig har virket.
Der er midtvejsvalg i Argentina til oktober. Ultraliberale Milei er kendt for gentagne gange at have haft en motorsav med til offentlige arrangementer. Motorsaven illustrerer præsidentens plan om at skære markant i de offentlige udgifter.
Han har haft magten siden december 2023.
Milei har formået at nedbringe landets stædigt høje inflation og skabe et budgetoverskud gennem kraftige nedskæringer i de offentlige udgifter, herunder til mennesker med handicap.
/ritzau/