United-træner undskylder pokalfadæse mod 4.-divisionshold

28. AUG 2025 • 02:48SPORT

Ruben Amorim mener, at Grimsby modsat United spillede som et hold, da favoritterne blev ekspederet ud.

Manchester United-træner Ruben Amorim er nådesløs i kritikken af sit eget hold efter klubbens exit i den engelske ligacup.

Onsdag aften tabte storfavoritterne fra Premier League på udebane til Grimsby Town fra den fjerdebedste række.

- Det bedste hold vandt. Det eneste hold, der reelt var på banen.

- De bedste spillere kan godt tabe, fordi ét hold er i stand til at besejre enhver gruppe af spillere, siger Ruben Amorim til Sky Sports.

Fra bænken så den portugisiske træner sit hold kæmpe sig tilbage på 2-2, efter at Grimsby havde ført 2-0.

Amorim finder intet formildende ved, at United trods alt fik udlignet, inden favoritterne til sidst tabte i en straffesparkskonkurrence.

- Det er ligegyldigt, om vi kom tilbage eller ej. Det handler om de signaler, holdet sendte under kampen. Starten af kampen, siger Ruben Amorim.

Manchester United skuffede stort i sidste sæson, og nederlaget mod Grimsby overbeviste ikke Amorim om, at holdet er på rette vej.

- Jeg vil bare sige undskyld til fansene. Den støtte, som de gav os og altid giver os trods alle nederlagene. Jeg kan kun sige undskyld, siger portugiseren.

Keeper André Onana så svag ud inde i Manchester United-målet mod Grimsby, men Amorim vil ikke give målmanden skylden for, at klubben nu er færdig i den engelske ligacup efter anden runde.

- Med al respekt - når du spiller mod et hold fra fjerde division, handler det ikke om målmanden, det handler om alt, siger United-træneren.

Manchester United har fortsat den første sejr til gode i Premier League efter de første to spillerunder. Sæsonen blev indledt med et nederlag til Arsenal, inden det i weekenden blev til uafgjort mod Fulham.

United får på lørdag besøg af Burnley hjemme på Old Trafford.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT