Matas-topchef stopper for at skifte til internationalt job
Matas-topchef skifter til internationalt job. Han bliver dog, indtil en afløser er fundet.
Den administrerende direktør for Matas, Gregers Wedell-Wedellsborg, har meddelt bestyrelsen, at han ønsker at stoppe på posten.Det skriver Matas i en selskabsmeddelelse onsdag.
Årsagen er, at han skifter til en ledende stilling i en virksomhed uden for de nordiske lande.
Der er dog endnu ikke fundet en afløser for Matas-topchefen, som fortsætter i sin rolle, indtil der er fundet en ny direktør.
Den virksomhed, som topchefen skifter til, bliver der endnu ikke sat navn på. Den skulle dog ikke være i konkurrence med den danske kæde, der blandt andet sælger kosmetikprodukter.
Wedell-Wedellsborg blev topchef for Matas i 2017, og bestyrelsesformand Malou Aamund takker ham for det arbejde, han har gjort for kæden, som under hans tid har oplevet markant omsætningsvækst.
Den har blandt andet været drevet af købet af den svenske skønhedskæde Kicks.
- Gregers og lederteamet har rykket Matas op i en international liga, og derfor er jeg heller ikke overrasket over, at der er efterspørgsel efter ham til et stort internationalt topjob, siger Aamund.
Den afgående Matas-topchef erklærer sig "stolt" over de resultater, der er blevet opnået.
- Så det er ikke uden vemod, at jeg nu siger farvel til en af Nordens førende detailvirksomheder, men jeg har fået et tilbud, jeg ikke kan sige nej til, siger Matas-topchefen.
Matas Group driver i alt knap 500 butikker.
Gregers Wedell-Wedellsborg har tidligere blandt andet været koncerndirektør i Coop Danmark.
/ritzau/