Nvidias omsætning stiger trods lidt undervældende chipsalg

27. AUG 2025 • 23:49ERHVERV/POLITIK

Chipselskabet Nvidia har omsat for 56 procent mere i første kvartal af 2025 sammenlignet med året før.

Chipselskabet Nvidia har haft en omsætning på 46,74 milliarder dollar i andet kvartal. Det svarer til lige under 300 milliarder kroner.

Det viser selskabets regnskab for andet kvartal, som er blevet offentliggjort onsdag aften dansk tid.

Selskabets omsætning er dermed steget med 56 procent sammenlignet med samme kvartal sidste år og seks procent i forhold til det foregående kvartal.

Omsætningen er en anelse højere end det, som virksomheden havde forventet, nemlig 46,23 milliarder dollar.

Nvidia laver mange af de mest populære mikrochips til at træne AI-modeller med. Derfor har stigende brug af kunstig intelligens gavnet det amerikanske selskab.

Ifølge MarketWire stiger omsætningen dog trods et lidt undervældende salg af selskabets AI-chips til datacentre.

Selskabet solgte chips for 41,1 milliarder til datacentre, hvilket var en fremgang på 56 procent, men mindre end det forventede på 41,29 milliarder dollar.

Salget af selskabets AI-chip Blackwell havde en kvartalsmæssig fremgang på 17 procent.

Jensen Huang, der er administrerende direktør i Nvidia, kommenterer den seneste udgave af selskabets mest avancerede AI-chip, Blackwell Ultra, i regnskabet.

- Blackwell er den AI-platform, som verden har ventet på, og som leverer et enestående generationsspring. Produktionen af Blackwell Ultra er i fuld gang, og efterspørgslen er ekstraordinær, siger han.

Indtægterne fra gamingchips voksede med 49 procent til 4,29 milliarder dollar. Koncernen overgik dermed sine egne forventninger om et salg for 3,82 milliarder dollar.

Aktien i Nvidia falder ifølge MarketWire i onsdagens eftermarked med 2,4 procent trods et lidt bedre regnskab end ventet for andet kvartal.

Nvidia er lige nu verdens mest værdifulde børsnoterede selskab. Hvis man skulle købe alle aktier i selskabet til den aktuelle kurs, ville man skulle hoste op med knap 4430 milliarder dollar.

Efter Nvidia følger Microsoft, Apple og Alphabet, der står bag Google, som de mest værdifulde. Derefter følger Amazon og Meta, der står bag Facebook og Instagram. På listen er også danske Novo Nordisk på en 45.-plads.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT