AI og satellitter skal hjælpe fremtidens produktion af solenergi
Med hurtigere prognoser om skyer kan energi fra solceller udnyttes maksimalt, lyder det fra DMI.
Fremover skal der ikke gå tre timer, men derimod ti minutter, før der kommer nyt om skyernes placering over Danmark.Og det skal hjælpe til, at energi fra solen udnyttes endnu bedre.
Sådan er meldingen fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), der har indgået et nyt samarbejde om netop vejrprognoser med Energinet.
En ny satellit tusindvis af kilometer over jorden og kunstig intelligens skal hjælpe med at levere hurtigere vejrprognoser.
Og det kan hjælpe Energinet til at optimere, hvornår der skal tændes og slukkes for kraftværkerne for at balancere elnettet.
Før i tiden gik der tre timer, før en prognose om skyernes aktivitet lå klar, men det skal fremover tage ti minutter, fortæller Irene Livia Kruse fra DMI. Hun er en af forskerne bag projektet.
- Med den nye satellit kan vi bedre se, hvor skyerne er over Danmark. Og så kan vi bruge kunstig intelligens til at forudsige, hvor skyerne bevæger sig hen, siger hun.
I takt med at vedvarende energi udgør en stadig større andel af Danmarks samlede energiproduktion, bruges der større og større beløb på at balancere elnettet, skriver DMI om projektet. At balancere elnettet er Energinets hovedopgave.
Og det kan samlet set spare danskerne for nogle omkostninger, at det nu har mere præcise prognoser at arbejde ud fra, oplyser Energinet til Ritzau.
Forsker Irene Livia Kruse uddyber:
- Den model, vi normalt bruger til at forudsige vejret, er flere timer om at komme med forudsigelserne, fordi den først skal gennemføre millioner af beregninger. Det tager tre timer at levere.
Desuden er den ikke så god til at forudse skyer de rigtige steder, og så halter den også bagefter i forhold til at se de skyer, der både kan opstå og opløses pludseligt, tilføjer Irene Livia Kruse.
- Det nye i den her model er, at den er specifikt baseret på kun at forudsige billeder fra satellitter. Derfor går det meget hurtigere, siger hun.
Den nye satellit er på plads og i brug, men der går et lille stykke tid, før forudsigelserne baseret på kunstig intelligens er helt klar.
- Det kommer nok til at være klar i begyndelsen af næste år. Det handler om at få hele modellen op at køre operationelt, siger Irene Livia Kruse.
Energinet er en selvstændig offentlig virksomhed under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. Den ejer og driver den danske energiinfrastruktur.
/ritzau/