Mette F.: Ikke vores opgave at kalde Israels fremfærd for folkemord

26. AUG 2025 • 14:52ERHVERV/POLITIK

Mette Frederiksen mener, at domstolene må afgøre, om Israel begår folkemord. Partifæller er uenige.

Det er ikke politikernes opgave at bedømme, om Israel i øjeblikket begår folkemord mod palæstinensere.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag på et pressemøde i Aarhus. Her er Socialdemokratiet samlet til partiets årlige sommergruppemøde.

- Den humanitære katastrofe er helt objektivt et vilkår, og det er forkert, det Israel gør. Normalvis afholder vi os fra at dømme juridisk. Vi har internationale institutioner og spilleregler til at vurdere, hvornår noget er eksempelvis et folkemord.

- Det er ikke en politisk opgave at beslutte. Det har vi en domstol til at sikre, og de er i øvrigt i gang med at se på, hvad der sker i Gaza netop nu, siger Mette Frederiksen.

Dermed er statsministeren langt fra på linje med flere partifæller.

I sidste uge skrev Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), således på Facebook om Israels ageren:

- Det er også det, jeg ser udspille sig dag for dag, måned for måned - et folkemord!

Tidligere formand for Socialdemokratiet og udenrigsminister Mogens Lykketoft har længe været kritisk over for Mette Frederiksens linje. I tirsdagens udgave af Jyllands-Posten siger han, at der efter hans mening også er tale om et folkemord.

I samme medie siger viceborgmester i Brøndby Kommune Syed Bukhari, at "jeg skammer mig over at tilhøre et parti, der ikke har gjort noget for at forhindre det her folkedrab".

Konflikten mellem Israel og palæstinensere blussede op til voldsom styrke, da den militante palæstinensiske organisation Hamas i oktober 2023 gennemførte et angreb i Israel, der kostede omkring 1200 mennesker livet.

Siden har Israel slået hårdt igen under ledelse af premierminister Benjamin Netanyahu.

Mette Frederiksen stod i begyndelsen helt og holdent på Israels side i konflikten.

I takt med at Israels fremfærd blev mere og mere brutal, har hun siden revideret sine synspunkter.

- Det er uforståeligt og oprørende, at Israel sidder alle internationale advarsler overhørig i denne tid, og det forstærker behovet for et yderligere pres, siger statsministeren.

Mette Frederiksen svarer ikke direkte på spørgsmålet om, hvorvidt hun i konfliktens begyndelse kunne og burde have set tingene mere fra begge sider. Også med Israels militære historik i erindring.

- Jeg står fuldstændig ved, at Danmark bakker op om demokratiers ret til at forsvare sig selv. Men demokratier skal overholde de spilleregler, der er, og det gør Israel ikke i dag.

- Når Israel blokerer for nødhjælp til helt almindelige mennesker, så går de over stregen. Det er oprørende, og det er forkert, og derfor siger vi fra, siger hun.

Spørgsmål: Hvornår gjorde Israel første gang noget, de ikke skal gøre?

- Jeg har ikke nogen konkret dato. Det er gennem rigtig lang tid, vi har kritiseret Israel. Det er gennem rigtig lang tid, vi har støttet en hårdere europæisk kurs over for Israel. Men jeg har ikke en dato for, hvornår det præcis indtræffer.

Spørgsmål: Men var der en særlig situation, hvor det var første gang, at nu er de gået over grænsen?

- Nej, jeg vil ikke sige, at der er en konkret situation. Men det er klart, at et af de tydeligste eksempler på det her er, da man aktivt blokerer for, at der kan komme nødhjælp ind.

- Ligegyldigt hvordan man vender og drejer det, så gør man bare ikke det. Man blokerer ikke for nødhjælp til nødlidende mennesker. Det er et totalt "no-go", og det er uagtet, hvor svær en situation Israel selv befinder sig i, siger Mette Frederiksen.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT